6/7-18 Kalamata
Planen for dagen var det arkæologiske museum i Kalamata, men da vi stod op til helt fladt vand, måtte Claus og Tanja lige ud og teste om man kan padle uden at blive våd. Det kan man, og det er noget nemmere når vandet ligger stille under en! Sara fik luftet Tulle imens, så hun var klar til at være alene hjemme mens vi tog på tur.
Det tog en halv time at køre ind til museet, som desværre ikke lige lå på den adresse, der stod på hjemmesiden. Men Sara fandt en ande adresse på det på telefonens kort. Den del af museet som vi fandt, var ikke ret stor, men der var gratis adgang grundet noget dansefestival? Vi fik en fin brochure på græsk om det. Inde i museets udstilling af arkæologiske fund, blev der vist en ‘tegnefilm’ med mærkelig underlægningsmusik, noget tale på engelsk, der ikke gav mening og som sandsynligvis handlede om en nøgen japaner og en nederdel??? Vi fandt til gengæld ud af at byen Kalamatas navn kommer af de traditionelle græske danse, som bla er den der demonstreres i ‘Marta’. Derudover var der masser af fine mønter, smykker, dele af statuer og mosaikgulve etc der er fundet i området. Vi kiggede det hurtigt igennem og gik ud for at spise Pita Gyros ved den lille biks der lå udenfor. Ejeren fik hurtigt stablet et lille bord og nogle taburetter sammen til os, selvom der så ud til at være optaget ved alt af de lokale mænd. Da Mikkel bestilte Sprite, hvad de åbenbart ikke havde på lager, sendte han en i byen for at få fat i en til ham. Efterhånden som mad og drikke blev klar, rakte han det ud af vinduet til Sara der sad lige under vinduet. Han testede flere gange om hun var vågen og rakte bla en klokke ned til hende i stedet. Mikkels lyse hår fik også et klap hver gang han blev passeret. De er vist ikke vant til skandinaviske kunder. Maden var lige så god som servicen og regning på 17€ for frokost til 5 var da også helt fin.
Herefter gik vi på jagt efter den rigtige del af museet, afbrudt af et par turistbix besøg undervejs. Det er dog muligvis en god ide at kigge på et kort før man begiver sig afsted. Vi vendte i hvert fald 180 grader og prøvede igen. Men det gør jo ikke så meget, når gaderne er hyggelige. Den rigtige del af museet blev fundet og viste sig at være kontoret, hvorfra de guidede os tilbage til det vi havde set. Her valgte vi at gå ind igen og låne toiletterne, før vi krydsede de små gader og en kaffebar på vej tilbage til bilen.
Nu gik jagten ind på 3 butikker vi havde set på vejen ind til byen. Dels et sportsoutlet, der absolut ikke viste sig at have meget outlet over priserne. Dels en butik der havde paddleboards, men som kun solgte nogle i topkvalitet, vi behøver ikke et ekstra til 915€, heller ikke selvom han kunne gå ned i 750, hvis vi betalte kontant! Sidst men ikke mindst var der et stort supermarked som blev rippet godt og grundigt, så vi nu burde kunne klare os nogle dage, når vi i morgen begiver os ud i en mindre befolket egn.
Tilbage på campingpladsen stod den på siesta og så hoppede Claus og Jeppe i vandet Claus for at padle og Jeppe for at teste hans nye snorkel. Morgenens sigte og flade vand, var godt nok forsvundet. Men resten af familien fulgte lige så stille efter og nu kan alle vist klare 400 m SUP uden at styrte! Altså, vi stiller ingen garantier, men vi kan…
Vi lavede selv aftensmad, da supermarkedet solgte grillede kyllinger, vi kunne genopvarme og med lidt pommes fra restauranten og hjemmelavet vandmelonsalat var det er rent festmåltid. Der desværre blev afsluttet med regningen for at der ikke er blevet vasket op i Grækenland endnu… En større opvask, som blev lettere af at vi kunne bruge en hel stribe vaske, der der jo som sagt ikke er mange på pladsen, men som blev besværliggjort af div biller mm og at Mikkel har set en gigantisk edderkop i badet og derfor sket ikke kan klare bygningerne her, oven i det ligger køkkenet helt for sig selv, i mørket omme bagere på pladsen, så det var ret creepy, så det endte med at Tanja måtte op og hjælpe med at få opvasken færdig. Der var stor lettelse, da vi forlod køkkenet.
Efter en stribe hurtige Rommy spil, der nærmest alle sammen blev lukket når 2. omgang begyndte, var der frivillig sengetid, for trætte mennesker.
7/7-18 LAAAANG køredag
Efter en nat hvor de fleste ikke fik sovet så meget, pga gode bøger og tanker om alskens kryb, startede dagen ikke så tidligt for alle. Både Claus og Tanja nåede en km hver på paddleboardet, inden vi pakkede sammen og begav os ud på turen mod Elafonisos, som vi fik anbefalet af nogle af tyskerne på færgen. Vi regnede med 6 timers køretid, så med pauser var der lagt op til en lang dag.
Vi kørte ind mod Kalamata, hvor vi skulle på motorvejen. Desværre startede gpsen med at vise os ned på en vej der var ret smal, kørte parallelt med motorvejen og endte ved et firma. Så vi måtte lige vende om og prøve igen. Bortset fra betalingsanlæg hver gang man har kørt 20 min, så fungerer motorvejene fint hernede og vi kom hurtigt den første halvdel af dagens ca 270 km. Herefter viste gpsen, pludselig væk fra motorvejen inden vi nåede Sparta, Tanja nåede lige at sige at vi skulle blive på motorvejen, inden Claus besluttede at vi skulle følge gpsen. Det gav lige 30 km bjergkørsel, hvor der absolut ikke burde have været campingvogn med. Når man så tilføjer at alle er ved at være sultne og et par er utilpasse af køreturen, så er der dømt hygge. Vi kom heldigvis igennem det uden skrammer og ind på den rigtige vej igen. Men motorvejen ophørte ved Sparta, så vi var lidt spændte på hvad vi så skulle ud i. Det var heldigvis ikke så slemt og det lykkedes os både at få tanket diesel og kontanter undervejs. Frokosten stod det værre til med, men tilsidst kom der en tank med plads til at vi kunne parkere, sammen med en stribe trakorer med anhængere. De havde frisksmurte sandwich af den mindre interessante slags. Men de var heldigvis friske. På tanken sad en flok mænd og snakkede og vi blev spurgt ind til hvilket sprog man taler i Danmark? Tysk? De var noget fascinerede over at vi talte både engelsk og tysk. Imens vi spiste kom endnu en traktor, denne med en hel stabel halmballer bagpå, vi nåede lige at pjatte med at alle mændende sad og ventede på at kunne købe halmballer og så gik alle mændene ud for at fordele dem over på de andre traktorer…
Resten af turen gik smertefrit, bortset fra en enkelt vending på en olivenmark, da vi valgte at stole på skiltene frem for gpsen. Vi nåede færgen 5 min før den sejlede og fik en gedigen mængde billetter, alle stemplet mindst tre gange. Vi aner ikke om det er enkelt eller retur, men det finder vi vel ud af når vi skal tilbage. Vel oppe på færgen begyndte begejstringen at melde sig. Vandet var krystalklart!
Campingpladsen er en af de rigtige turistpladser, med flere mand i receptionen, og hvor man bliver guidet ned til sin plads af en mand. Vi havde en stribe at vælge mellem og to min efter manden var kørt, besluttede vi at flytte hen på en anden plads, så nu har vi et hjørne helt for os selv. Pladsen er lækker nok, standarden høj, men der er ALT for mange mennesker til vores smag. Vi kommer som sædvanligt hurtigt på plads og så skal vandet testes. Der er langt til vandet, nogle af os snakker om at vi lige så godt kunne ligge på lidoen som her. Stranden viser sig også at være overplastret med parasoller og liggestole. Vandet er også krystalklart på denne side af øen, men det er svært at finde begejstringen, når man skal kæmpe sig frem mellem folk. Vi er ikke sikre på at vi skal være her i flere dage.
Efter badet går vi noget skeptiske op til deres self-service restaurant for at spise. Claus finder et bord og venter med hunden, mens vi andre går ind for at finde mad. Der går max 2 minutter, så er vi ude igen. Både bakker og bestik var beskidt, lysten til at spise der var ikke eksisterende og ingen børn brokkede sig over udsigten til toast til aftensmad!
Vi sluttede aftenen af med et par spil Rommy.
8/7-18 Camping Simos, Elafonisos
Efter morgenmaden stod den på kollektiv dvaskhed. Claus og Tanja endte med at gå alene på stranden for at snorkle. Da noget af personalet havde lukket noget politi ind ad den port vi holder lige ved siden af, og de ikke havde låst den igen, udnyttede vi chancen og gik gennem porten og ned til stranden. Så slap vi for at gå gennem hele campingpladsen og fik i stedet fornøjelsen af den flotteste tur gennem klitter og lave buske. Desuden kom vi ned på stranden et stykke fra strandbar, parasoller og myriader af mennesker. Snorkeloplevelsen var helt fantastisk, trods en klippe i vandet var der stort set ingen fisk, men vi fandt resterne af et gammelt vrag og ellers var sandbund og lys en oplevelse i sig selv.
Til frokost kørte vi ind på havnen og fandt en pita gyros biks og derefter kørte vi ud for at se på øen. Håbet var at finde en fed strand at snorkle fra. Vi var også ude og vende at par steder, uden at finde en nedgang. Også steder hvor det var godt at Claus har en firhjulstrækker… Tilsidst kørte vi tilbage til en af strandende, hvor vi havde set der var andre på vejen ud. Efter at have hoppet rundt på klipperne og studeret vand, sten og saltaflejringer, besluttede vi dog at stranden alligevel var bedre på campingpladsen og kørte tilbage.
Øen har omkring 350 fastboende. Det skulle angiveligt være et populært sted at have sommerhus, især for athenere, det virker også temmelig eksklusivt her. Ud over havnebyen, er der to mindre ‘byer’ der primært består af sommer/ferie huse og hoteller. Simos Beach er den mest populære strand her og det er også der hvor campingpladsen ligger. Man kan ikke drikke vandet, da det er for salt. Myten om atlantis skulle angiveligt stamme fra Elafonisos, men internetdækningen her er ikke lige til at vi kan finde mere info om det.
Vi sneg os igen ud gennem porten og slæbte SUPboardet, snorkeludstyr, parasol, håndklæder og hund med til stranden, hvor vi tilbragte et par skønne timer i vandet. Vragresterne blev nærstuderet. De bestod primært af en ankerkæde, lidt dimser og så et koøje, hvor dem der kan dykke med snorklen kunne konstatere at der stadig er glas i! Jeppe har reddet sig nogle små metalstykker, som han mener måske er mønter. Med stor tålmodighed og dobbelt så stor mængde ros, lykkedes det Sara at få hunden til at soppe! I morgen tidlig håber vi der er knap så mange bølger, så må vi se om de kommer længere ud… Da alle var færdige med at snorkle og padle, var der lige nogen der skulle have skyllet det sidste sand af sig inden vi gik op, hvilket tog lidt tid, da der åbenbart stadig var vand på stranden.
Efter alle havde været i bad, inklusiv hunden. Meldte børnene sig frivilligt (der var is til dem der handlede) til at gå i supermarkedet og finde tilbehør til vores medbragte steaks. Da vi ikke gad pakke grillen frem ud for et måltid, endte vi med at lave mad inde i vognen. Det er altså lidt varmt. Men steaksene var helt fantastiske, så det var det værd. Da klokken var mere end 22 inden vi var færdige med aftensmad og opvask, sprang vi aftenens spil over og gik i seng.
9/7-18 Badedag
Efter en varm nat, bla fordi Claus havde lukket frontvinduet, da det blæste op i går aftes, sov alle længe. Efter morgenmaden gik vi en tur på stranden allesammen. Campingpladsen har endnu ikke opdaget at vores private port er åben, så vi kan stadig gå den flotte vej gennem klitterne. Vi kunne kun nå at bade en times tid inden middagssolen for alvor satte ind.
I nattens løb var vi løbet tør for vand og da de har informeret os om at der er salt i vandet her, vil vi ikke have det på vognen. Så Tanja, Sara, Mikkel og Jeppe gik op for at købe vand. Desværre havde de ikke de store 5 eller 10 liters flasker, og biksdamen gloede noget da vi købte 3 pakker med 6 stk 1,5 liters vand. Efter en is i skygge slæbte vi vandet ned gennem pladsen og gik i gang med projekt påfyldning. Det tager lige et øjeblik at hælde vand på på den måde.
Planen var egentlig en længere badetur efter siestaen, men vi blev overmandet af sløvhed, gode bøger, Ligretto og skærme, så vi nåede aldrig stranden igen. Vi nåede dog et fælles spil Meier inden turen gik ind til byen for at spise aftensmad.
Byen var superhyggelig, med masser af mennesker, uden at virke for proppet. Vi startede på apoteket, hvor vi fik indkøbt de glemte allergipiller og i anden omgang også noget mere myggespray. I ny udgave og den stærke variant… Og efter et par ture langs havnepromenaden lykkedes det også at blive enige om en restaurant. Vi fik bord helt ud til havnekanten og sad næsten oppe på en fiskekutter der delte gavmildt ud af duften af fiskenet. Men maden var god og portionerne så store at ingen kunne spise op. Samtidig sad vi, så vi næsten kunne følge med i en folkedansekonkurrence der foregik på en scene ude på en mole, hvilket var ret festligt. Efter maden gik vi en tur ud til kirken, der ligger på en lille halvø uden for havnen. Foran kirken var der en fotoudstilling med billeder af arrangementer i kirkens historie. Det var meget sjovt at se, men viste også hvor lidt vi kender til katolikkernes traditioner.
Vi var hjemme på campingpladsen igen 23.30, så vi gik på hovedet i seng.
10/7-18 Monemvasia
Så snart vi havde spist morgenmad, pakkede vi sammen, så vi kunne komme afsted mod Monemvasia. Sara havde glædet sig helt vildt til at se den og syntes vi har haft for meget badeferie og for lidt oplevelser ind til nu. Vi kom ud af campingpladsen inden 12, det lykkedes os at betale for overnatningerne med kort, trods lidt rullen med øjnene og den-virker-nok-ikke. Derefter gik den mod færgen, hvor Tanja skændtes med damen i billetlugen. Vi er ret sikre på at vi både kom til at betale for en autocamper OG en bil med campingvogn. De er ret usikre på kontaktløs betaling hernede og hun mente helt bestemt ikke den første betaling gik igennem, da der ikke var tastet pinkode. Samtidig opdagede hun at vi ikke var en autocamper, trods der var sagt meget tydeligt bil og campingvogn, så skulle vi jo betale meget mere og hendes engelske var begrænset. Imens skænderiet stod på, blev Claus spurgt hvor god han var til at køre med campingvogn og blev derefter sat til at bakke ind på den ret lille færge… Men vi nåede afgangen kl 12 og kom også af uden problemer.
Turen mod Monemvasia var omkring 50 km og tog ifølge gps’en times tid. Vores erfaring er der minimum skal lægges en time til og det var også nødvendigt her. Vi missede åbenbart en afkørsel og vendte på en tank, udnyttede situationen og tankede ved samme lejlighed. Heldigvis tager alle tankstationerne efterhånden kort, så det er ikke så hårdt for kontantbeholdningen. Turen gik igen over bjerge på små smalle veje og det lykkedes Claus at køre det ene campingspejl fast i et hegn. Længe leve lave hastigheder…
Ved Monemvasia kørte vi over dæmningen og ud på den lille halvø som den byzantiske borg fra middelalderen ligger på. Vi konkluderede hurtigt at det var for varmt at gå op nu og gik ind til byen i stedet, for at finde en frokost restaurant. Vi trak tiden så længe vi kunne med Pita Gyros og Pommes frites, herefter begyndte vi opstigningen.
Monemvasia er en 300 m høj klippe, hvor byen og borganlægget ligger oppe af. Selve byen har så små smalle gader at der ikke kan køre nogle køretøjer. Den er ekstremt hyggelig, charmerende og helt igennem fantastisk. Efter at have gået fra parkeringspladsen, var det første vi gjorde da vi kom op i byen at spise is. De var både gode, store og dyre, men derefter havde vi det godt og nød at opleve byen. Jeppe fik vist også set alle turistbiksene på vejen. Vi begyndte hurtigt at finde stien opad og nød turen op til det mellemste port anlæg og overbyen, undervejs var der forskellige varianter af ruiner efter huse, kirker etc. Tingenes tilstand varierede fra rester af ruiner, til delvist genopbyggede og restaurerede. Spændende var det og Tulle bjergged nød at springe op af alle klipper og trin. Vi nåede op i 270 meters højde, hvor der lå den flotteste kirke, der vistnok hedder Agia Sophia. vi kunne desværre ikke komme ind i den. Vi ville egentlig have været helt oppe, men der var ret langt over til toppen derfra, så det matte vi droppe. Turen nedad var ret spændende på de glatte sten. Til gengæld var der indlagt mange wauw pauser, for udsigten var helt fantastisk. Vel nede igen stod den på kolde drikke pause på en tagterasse, igen med fantastisk udsigt, inden vi gik ned og fandt campingvognen.
Den nærmeste campingplads herfra er over 100 kms kørsel væk, hvilket ifølge vores fantastiske gps er 2,5 time. Omregnet til virkelighed – ca 4 timer. Derfor havde vi på forhånd besluttet at overnatte på den ene af de 2 stellplatzer i Monemvasia. Den vi havde udset os, fandt vi aldrig. Den anden var en mole, der tidligere (måske) har været færgeleje. Da der ikke holdt andre, var vi lidt i tvivl om hvor vi måtte holde og om vi egentlig måtte… På havnen var der ingen hjælp at hente, men så talte vi med en ung pige i en butik, der mente at der måske lå en campingplads 4 km herfra, men måske var den lukket… Men nogle unge holdt der campere på molen… Da vi kom tilbage til molen, var der kommet en mand i bådudlejningen overfor molen, så vi skyndte os hen og talte med ham. Han var bedre informeret og bekræftede at vi kunne ligge os på molen, at der aldrig kom færger og at vi kunne hente vand på havnen.
Mens vi gik rundt oppe på borgen, drømte vi om at komme ned og bade i det fantastiske vand. Desværre var der ikke vand i den strandbruser der var ved parkeringspladsen hvor vi holdt og ingen havde lyst til at bade uden at kunne skylle saltvandet af bagefter. Fra molen af, blev omgivelserne nøje studeret. Man kune sagtens springe i vandet (Claus fandt senere ud af at der var 8,5 m dybt), og med lidt god vilje, kunne man også klatre op af nogle sten igen. Claus havde set en bade ved en vandslange på havnen, så vi kunne blive skyllet af bagefter. Det endte dog med at ingen havde lyst til at springe i vandet og Tanja og Sara tog badetøj på og gik på jagt efter vandslangen. De fandt kun en vandhane under knæhøjde, men hvis man er svedig nok, kan man godt bade under den. Sara formåede endda at vaske hår under vandhanen… Da de kom tilbage og spurgte Claus hvor han havde set vandslangen, lød kommentaren bare ‘jamen jeg så en mand gå med en shampoo!’
Vi gik langs stranden ind til byen og lod os lokke ind på en restaurant, der den anden dag havde haft besøg af 4 danske familier og hvor den gamle Schmeichel har spist. Desuden var det mamma selv der stod i køkkenet og lavede alt fra bunden. Vi var modige og prøvede nye retter af, så der blev både spist sværdfisk, kylling i flødesovs og moussaka. Og spaghetti carbonara, alle behøver jo ikke være modige på samme tid. De viste fodbold til maden og familien brillierede med fantastisk viden om flag – eller noget, der er helt klart plads til forbedring. Hvilket flag ingen af os kunne forbliver en dyb hemmelighed! Børnene stak af til campingvognen da vi havde spist, vi andre sad lidt endnu og fik så også planlagt hvor vi kører hen i morgen. Vi har fundet en campingplads der gerne skulle have vaskemaskine. Det er blevet den tid på ferien, hvor vi har behov for at vaske. Pladsen ligge nu også ud til stranden, så vi krydser fingre for godt snorkel og padlevand og en køretur på breder veje.
Da vi kom tilbage til campingvognen havde vi heldigvis fået selskab af 5-6 autocampere, så vi ikke skulle ligge helt alene. Mikkel fik koblet vores omformer til, så vi håber campingvognens batteri kan holde vore blæser kørende hele natten, for luftfugtigheden er ret høj her og luften temmelig stillestående.
11/7-18 Camping Zaritsi
Kl 5? i morges startede omformeren med at hyle, der var ikke længere strøm nok til at trække blæseren, hvilket betød at varmen i vognen herefter steg betragteligt. Sara og Mikkel stod op som de første, Sara nåede dog at sove et par timer mere i sofaen, med åbne vinduer hele vejen rundt. Efter en stående morgenbuffet, skyndte vi os at komme afsted mod den udvalgte campingplads. 111 km, forventet køretid 2,5 timer. Den ved vi godt ikke vil holde i virkeligheden.
I starten gik det godt. Vi formåede endda at genkende et stræk vi havde kørt før. Men så var det at det blev til bjergkørsel, som i BJERGKØRSEL. Bjergkørsel er til at have med at gøre, men når det så skal krydres med lidt småbyer med meget smalle og snoede veje, så er det at udfordringerne starter. Pludselig står der et par geder og en stor hund på vejen og holder øje med os, vi er havnet midt i gedernes forkost, de klatrer på klipper, vandrer på kryds og tværs over vejen og tikker hovedet op fra buskene rundt om vejen. Vældigt underholdene. 2 timer efter afgang fra Monemvasia, havner vi i en lille bjerglandsby, der på mirakuløs vis havde en plads ved kirken der var stor nok til at vi kunne parkere der. Samtidig var der en hel stribe restauranter og cafeer og en enkelt meget charmerende keramikbutik. Så vi valgte at spise frokost i det høje. Ca 1100 m.o.h. Der var kun 22 grader og overskyet. Efter at have tjekket hele vejen rundt måtte vi acceptere at ingen af dem havde pist gyros, til gengæld var ged fast på menukortet.
Da alle er tanket op kører vi videre. Vi skulle først over et bjerg og dernæst gennem et pas. Denne tur var noget af det smukkeste og mest udfordrende vi har mødt til dato. Der var klipper i alle afskygninger, masser træer og blomstrende buske og da vi kom ned til passet kørte vi langs et udtørret flodleje. Det kan simpelthen ikke beskrives. Undervejs var vejen ofte så smal at selvom der var dobbeltoptrukne linjer, så var vejbanen ikke bred nok til at vi kunne holde os inden for linjerne… Vi mødte også en brandmand, der var ude og fjerne nedfaldne sten fra vejen.
Vi er stort set udgået for fødevarer, så under køreturen holdt vi skarpt øje med supermarkeder, vi fandt også et, men Claus nåede at stoppe inden vi drejede ind på deres parkeringsplads. Det var en blind vej med ca 4 p-pladser i hver side…
Campingpladsen ligger for enden af en 800 m lang nedkørsel, hvor man heller ikke bør møde modkørende. Vi blev taget godt imod og fik en fin skyggeplads, desværre bare ikke nede ved stranden. Da vi jo havde brugt meget af campingvognens strøm i nat, virkede mooveren ikke da vi skulle på plads, så vi måtte skubbe den ind. Godt vi er mange. Desværre opdagede vi at vi nu også har fået en bule i campingvognen, vi ved ikke hvad den er kommet af, ligesom vi heller ikke ved hvor vi har fået en rids hele vejen ned af bilen, i førersiden, fra… Nå ja og så knækkede vi lige dimsen til at skrue støtteben ned med skruemaskinen. Efter en kort siesta, fik vi sat en vask over inden vi gik ned og snorkle. Vandet her var ikke så fantastisk som på Elafonisos, men der var så mange fisk, hvide, stribede, regnbuefarvede, papegøjefarvede, skotskternede etc. Sara hentede flere skaller fra søpindsvin op fra bunden. Mikkel pilede efter en flok sølvpil-lignende fisk der drønede forbi os lige i overfladen og Jeppe var med Claus ude hvor der var dybt og dykkede så dybt de kunne. Mikkel hentede SUPboardet og fik roet lidt på det, men det blæste så kraftigt at Jeppe havde svært ved at ro mod vinden, så det blev ikke til så meget. Da der ikke var ret mange bølger tog vi hunden lidt ud i vandet, men efter at have siddet lidt på skødet af Tanja, ville den alligevel kun flygte op af vandet og skulle absolut ikke ned til vandkanten igen.
Vi ville egentlig have været ude og handle, men det viste sig at tage ca 1 time at køre til nærmeste supermarked, så vi blev enige om at vi i stedet ville køre videre til Nafplio i morgen, hvor vi har været før og hvor der både er flere ting at opleve og flere indkøbsmuligheder. GPS’en siger at der kun er lidt over 1 timer derind…
Aftensmaden blev indtaget i campingpladsens self-service restaurant, som vi var noget skeptiske overfor efter vores oplevelser på Simos Camping. Men vores tvivl blev gjort til skamme. Self service, viste sig at betyde at vi måtte bestille ved disken og derefter blev maden serveret ved bordet. Der kom godt nok ikke papirdug på, men ellers var alt som det plejer. Prisen bare noget lavere, så det var dejligt. Igen var der fodboldkamp på fjernsynet og igen var familien udfordret på flag – der er seriøs plads til forbedring!!!
Resten af aftenen gik med matador og efterfølgende afslapning.
12/7-18 Gensyn med camping Kastraki
Da campingpladsen jo havde en god strand, valgte vi at gå ned og bade inden afgang. Det viste sig at være en god beslutning, da køreturen til Camping Kastraki, som ventet, tog noget længere tid end forventet. Som vanligt var der masser af bjergtagende bjergkørsel, så selvom turen var lang, var det også en flot oplevelse. For at vi ikke skulle kede os, var der selvfølgelig også indlagt spænding i form af småbyer med smalle veje. Vi er ret sikre på at det skilt der står flest af i Grækenland er ‘vej indsnævres’ – Det er så nok forøvrigt også det eneste skilt der ikke er vejledende…
Vi var så heldige at finde et supermarked på vejen, så vi endelig kunne få fyldt køleskab mm op. Ved siden af supermarkedet lå en dyrebutik, så Sara og Jeppe ville gå derind med Tulle mens vi andre handlede. Det viste sig så bare at dyrehandel og de andre butikker der var skiltet med, lå inde i supermarkedet. Men vi måtte godt have Tulle med ind, hvis vi kunne bære hende. Det viste sig så at hun kunne sidde på babysædet i indkøbsvognen! JA det vækker opsigt…
De vi endelig slap ud af supermarkedet konstaterede vi at den rasteplads vi var parkeret på havde en vægt, så Claus gik ind og spurgte om vi kunne blive vejet. Det kunne vi, og vi skulle ikke engang betale for det. Samlet vogntog inklusiv familen vejede 4655 kg. Det må veje 4700 kg, så der er stadig lidt frirum, men ikke nok til Mikkels drøm om aircondition.
Da vi nærmede os campingpladsen, syntes vores fantastiske gps at vi skulle udfordres lidt, så den ledte os væk fra vejen, for at lede os på igen lidt længere fremme. Altså det der med at lede os på igen, passede så ikke alligevel. Så efter lidt studeren kort i farten, valgte vi at køre efter gpsen, hvilket igen viste sig at være en fejl, så tilsidst holdt vi foran et hotel med en parkeret bil vi ikke kunne passere. Vi dyttede og der kom folk ud, herunder en kok der forklarede at vejen frem var problematisk, da den var for smal. Istedet skulle vi vende om(!) og køre til venstre to gange eller også til højre(!) Jo tak! Vores fantastiske gps siger ligeud, så vi valgte igen at følge den, blot for at konstatere at lige efter hotellet lå en parkeringsplads, der ikke førte videre. Og hvor der forøvrigt ikke var plads til at vende. Meget mod Clauses stolthed, måtte vi koble af og vende vognen for at køre tilbage. Hedigvis var den parkerede bil denne gang parkeret, så vi kunne passere. Da både gpsen og kokken sagde at vi skulle til venstre gjorde vi det. Vejen gik NEDad mod stranden, så det virkede fornuftigt, indtil vi passende et hjørne og der holdt en stribe parkerede biler som vi helt sikkert ikke kunne passere. Der var godt nok en modkørende varevogn, der mente der var plads. Vi valgte at bakke OP igen. Godt Claus efterhånden har temmelig meget rutine i at køre campingvogn. Sara mener efterhånden også at hun kunne ansættes som dem der guider folk på plads på færgen… Vi valgte den sikre løsning, kørte tilbage til den store vej og kørte den vej gpsen i første omgang guidede os væk fra. Den fungerede fint og førte lige ned til campingpladsen. Så var det kun den ret smalle indkørsel til campingpladsen vi skulle snige os igennem.
De havde en stor plads ledig nede i hjørnet, stort set samme sted som da vi lå her i 2011, den ville vi gerne have, men da vi kom derned lå der en autocamper. Vi var så rundt og kigge på øvrige ledig muligheder og endte med at vælge pladsen ‘BAR 1’ Den er kæmpestor, har træer til hængekøjer, ligger i første række til vandet, desværre også lige op af baren, men da barerne hernede primært serverer kaffe, giver det ikke så meget støj. Vi er så også i den ende af pladsen, hvor der lige udenfor er parkering til stranden, så vi håber ikke der bliver for mange mennesker i weekenden.
Det er en god plads med pæne faciliteter, dog uden toiletbrædder, og man skal betale 20 cent for at bade. Men de 20 cent giver vand nok til hårvask af langt hår, opskylning af badetøj og tid til at nyde badet, så det er til at have med at gøre. Desuden er der brusere med varmt vand ved nedgangen til stranden, så mange tager bare shampooen med derned. Lige ud for vores plads er den en bade/bådebro og der er klipperev i vandet, så der er vanvittig mange fisk at se på. Selvom det er sten/grus strand er der kun søpindsvin på selv revet, så man kan godt undvære badesko, hvis man holder sig fra klipperne. Der bliver ikke så hurtigt dybt, så SUPboardet kommer også til sin ret her. Vi var lige en tur ude og snorkle efter vi var kommet på plads og havde spist frokost.
Efter vi havde badet sad Sara og Jeppe på et tæppe og spillede UNO, da der kom en familie og vadede imellem markisen og tæppet, derefter stillede de sig henne ved bilen og prøvede at kalde hunden til sig. Virkelig speciel opførsel…
Resten af aftenen gik med knap så gode bøffer på grillen og afslapning. Claus og Tanja gik i baren for at se hvad den bød på, men de havde udover kaffe kun øl og ren sprut, så det var ikke den store succes. Til gengæld kom Sara op med Ligretto og så spillede vi blinde ligretto, hvor ingen kunne se forskel på de blå og de grønne kort. Claus satte nu pris på det tempo spillet kom ned i…
