27/7 Skildpaddejagt, Camping Kalogria og Dirosgrotten
Kl lidt i 6 ringede vækkeuret og vi væltede ud af sengene og trak i det nærmeste tøj og så gik den vilde jagt på babyskildpadder. Da vi kom ned på stranden var det første vi så en ny redde, med tydelige spor after moren der havde lagt æggene, den må altså være pænt stor sådan en havskildpadde. Vi travede frem og tilbage mellem de redder der havde været spor fra klækkede unger i går, men ingen af dem var der liv ved i dag. Archenon folkene var på stranden igen og fandt en redde der var for tæt på vandkanten, så vi kiggede på at de gravede den op og for at flytte æggene højere op på stranden, redden skal være minimum halvvejs oppe ad stranden. Der er typisk 100-130 æg i en redde og de er gravet ned i en finnes dybde, hvilket er noget nær en armslængde. Moren er 20 år før hun er fuldvoksen og kan lægge æg. Vi kender ikke den gennemsnitlige klækkeprocent, de fortalte at de graver redderne op 10 dage efter at det første æg er klækket og tæller hvor mange uklækkede der ligger tilbage. Til orientering ved man, at af 1000 klækkede æg, er der en skildpadde, der bliver gammel nok til at vende tilbage og lægge æg på den strand den er født på! Resten bliver spist af andre dyr. Det er noget af en skuffelse at vi ikke ser nogle babyskildpadder, Sara og Mikkel går op for at spise morgenmad, mens vi andre holder vagt, men da det bliver tordenvejr, går vi også op.
Sara og Mikkel har brugt ventetiden på at rydde op, så vi får hurtigt pakket sammen og lidt i 9 er vi på vej ud af pladsen. Vi når lige at snakke med de Serbere der lå overfor os og få lidt gode råd om hvad man skal se i Beograd. Receptionen åbner bare først kl 9, så i styrtende regnevejr må vi lige vente på at bossen møder, hvorefter vi ikke kan betale med kort, så Tanja må to gange styrte ud i regnen for at hente kontanter. Turen til Kalamata går smertefrit, med masser af regn lyn hen over bjergene som underholdning, men efter Kalamata bliver det igen små, snoede veje, det er hårdt at køre på. Vi når dog frem til pladsen uden problemer og bliver modtaget af den sødeste campingmutter der fortæller og forklarer. Fx er der 3-4 minutters gang til byen. Da vi spørger efter en ATM får vi samme svar, den viser sig at ligge lige efter campingpladsen…Vi får en god plads i skyggen, kommer på plads og så skynder vi os ellers ned på stranden, hvor vi spiser en blanding af morgenmad og frokost, der var stor forskel på hvor meget morgenmad vi nåede at få. Da alle er mætte skal vandet testes. Ifølge campingmutter er det en berømt strand, fordi den er så klar. Det er den fordi der siver ferskvand op fra undergrunden. På grund af vinden er det ikke specielt varmt, så Sara og Mikkel gider ikke i vandet. Det er noget koldere end vi er vant til og så er her mange turister og plastret til med udlejningsstrandstole, så det er lidt kaotisk, men der er ikke mange i vandet og det er virkelig lækkert og meget klart, trods bølgerne.
Efter en kort siesta, kører vi mod Dirosgrotten, som skulle være en underjordisk flod, igennem drypstenshuler. Der er ca 1 times kørsel og vi kommer åbenbart så sent frem at vi ikke kan nå at komme med bådene, men vi kan gå ind og kigge… Drypstenshulerne er da flotte, men det er noget af en skuffelse at vi ikke kan sejle de 2 km ad floden, det var ligesom det vi var kørt hele vejen herned for.
Selve området vi er i hedder Mani, og adskiller sig fra det øvrige Grækenland, de er meget stolte af deres hjemstavn. De har fx nogle specielle tårne, der hedder Mani tårne og som egentlig bare er et firkantet tårn ala tårnet på en ridderborg, men hele byggestilen er gennemsyret af disse firkantede tårne, og så bruger de rå sten frem for de typiske malede huse. De skulle ifølge guidebogen også have lidt problemer med autoriter hernede, hvilket fx skal kunne ses ved at de bruger vejskiltene som skydeskiver, det havde grint lidt af, indtil vi kom til at kigge på vejskiltene – de er fulde af skudhuller! Og som Mikkel siger, det er noget større våben end den riffel han skyder med!
Tilbage på campingpladsen slapper vi lidt af, spiller Meier og får sat en vask over, inden vi går ned i byen for at kigge butikker og finde noget at spise. Området her er vildt flot, men her er alt for turistet til os. Vi finder en restaurant inde bagved strandpromenaden (hvor der også er læ). Vi er lidt spændte på hvad vi går ind til, der er ingen priser på menukortet udenfor. Men maden er lækker og priserne rimelige, betjeningen god. Vi hyggesnakker om skole og uddannelse, det er skræmmende for en folkeskole elev at høre om bogpriserne på videregående uddannelser. Tjenerne er helt oppe og køre over at vi kan lidt græsk (vi kan sige hej, god dag, god aften, god nat, tak, mange tak og velbekomme) men det er åbenbart mere end hvad en typisk turist her kan. Vi skynder os hjem i seng, Jeppe er helt færdig og kan næsten ikke hænge sammen, Claus putter ham, mens vi andre hjælpes ad om at hænge vasketøj op.
28/7 Gensyn med Athen
Da vi havde spist morgenmad, ryddede vi op og pakkede sammen, vi fik også afsløret hvad det var for en ‘bump’lyd vi hørte i nat, der lå en kæmpe gren ved siden af campingvognen. Claus løftede Jeppe op og kigge på taget, der var heldigvis ikke sket nogle skader. Sara og Mikkel havde efter at have mærket vandet her i går, konstateret at det er for koldt til at bade i, vi andre tog nu lige en hurtig dukkert inden vi kørte. Vi ville have spist pita gyros til frokost, men vi var for tidligt på den, så det blev vi snydt for.
Turen ud fra campingpladsen var noget af et show, som altid er vejen ikke egnet til campingvogne og samtidig er den tilkørsel til stranden, så der er masser af modkørende og parkerede biler. En stor tysk audi havde lidt svært ved at forstå at det var den der skulle bakke og ikke os, men han gav sig da, mens konen sad ved siden af og rystede på hovedet og himlede med øjnene… Det skal lige siges at de kunne se vi var på vej ned ad bakken, da de kørte ind på vejen og de valgte at fortsætte med at køre frem, i stedet for at trække ind mellem nogle biler, hvor vi så havde kunnet passere dem…
Turen ind til Kalamata gik fint fraset at både Sara og Jeppe var køresyge. Planen var Pita Gyros til frokost i Kalamata, men vi havnede på en ny omfartsvej og vupti, var vi på motorvejen, og der kom bare ikke noget spisested. Tilsidst opgav vi og holdt ind på en lille rasteplads og spiste kedelige sandwich. Kort efter kom der en tank med restaurant… Resten af turen til Athen gik uden andre forhindringer end masser af betalingsanlæg og en akut tissepause efter et af dem. Men det er vel at sammenligne med en rasteplads, når man stopper lige efter betalingsanlægget, for der står jo en skraldespand;-)
Denne gang fandt vi campingpladsen i Athen uden de store problemer, problemet i at komme til den, viser sig at være at den ligger i den modsatte side af tilkørselsvejen, hvilket gør at man skal ind på nogle små veje, for at komme til at krydse vejen og komme over i modsatte vejbane. Vi havde nær ikke fået en plads, hvordan vi da kunne være så dumme bare at dukke op uden at booke med sådan en stor campingvogn… Men ind kom vi og da vi kort efter var på plads, tog vi en hurtig beslutning og tog ind til byen.
Egentlig ville vi have set Akropolis i aftenlyset, men vi var så sent inde i byen at vi kun ville få en halv time deroppe, så i stedet fandt vi et sted der serverede de famøse pita gyros, og så tog vi over og så vagtskifte ved den ukendte soldats grav. Drengene kunne ikke huske det fra sidst vi var her, men det var nu også sjovt at se igen for os andre. Det gav også anledning til en længere snak om bevogtning af dronningen derhjemme og gardernes og politiets våben.
Vi gik videre ned til den gamle bydel Plaka og stødte uheldigvis ind i en bod med italiensk is – så måtte vi jo lige smage på den. Mikkel mente vist at det var den bedste chokoladeis han har fået. Vores taktik var at gå op mod akropolisklippen, for at se Anafiotika. Det er en bydel som opstod i 1830-40’erne, hvor beboere fra øen Anafi, blev hentet ind som byggearbejdere. Der var en regel om at hvis de byggede om natten (udenfor almindelig arbejdstid) og nåede at bygge 4 vægge og et tag på en nat, så måtte huset blive stående, ellers blev det revet ned næste dag. Derfor er området præget af små skæve huse bygget af de forhåndenværende materialer. Vi tror nu ikke vi fandt det, men vi var næsten helt oppe ved Akropolis og igennem mange små hyggelige gader og så mange små hyggelige huse. På vej tilbage var der pludselig en stor plads med et arkæologisk site, det viste sig at være ruinerne efter den romerske agora (markedsplads) og vindenes tårn. Det skal vi helt klart tilbage og se på i morgen efter Akropolis. Vindenes tårn er 8 kantet og viser verdenshjørnerne, samt har symboler for de 8 vinde. Oprindeligt havde det også et vandur, der blev styret af en kilde, men det kører ikke mere.
Vi fik kigget i en masse turistbutikker, inden turen gik med metro og bus hjem igen. Busserne kører i 10 minutters drift ind til kl 23, hvad de gør derefter er uvist, så vi ville svært gerne hjem inden 23, vi steg da også på bussen 5 minutter i… Sjovt nok var det ikke noget problem at få ro da vi kom hjem.
29/7 Athen
På trods af varmen sov vi længe og efter at alle havde været i bad og fået morgenmad, gik turen ind til byen. Vi hoppede dog lige af bussen, da vi havde set en bådbutik, de måtte da have paddleboards, det havde de også, til den nette sum af hhv 550€ og 800€, det blev ikke lige i dag…
Vi tog metroen ind til Akropolis, planen var at starte med Akropolismuseet, men vi faldt lige over en pita gyros bod på vejen, så var frokosten også klaret. Akropolismuseet er helt nyt og utrolig flot lavet. Det ligger oven på nogle udgravninger, så der er glas i gulvet, så man kan se dem. Det er i flere etager, og flere steder er der glasgulv, hvilket giver nogle spændende effekter, især for Tanja og Mikkel, når vi befinder os på øverste etage. Størst indtryk gjorde gavlfriserne fra Athene templet, Karyatiderne (søjlebærerne), Legomodellen af Akropolis og øverste etage, hvor der nærmest var lavet en moderne model af Parthenon (Athenetemplet) hvor de så havde sat de statuer og andre frisestykker op rundt om, så man kunne fornemme hvordan det havde set ud. Nå ja og så udsigten fra øverste etage.
Bagefter tod vi ned for at se Hadrians triumfbue og Zeustemplet, der har været gigantisk, man er ikke i tvivl om hvor stort det har været, når man står neden for de få søjler der står tilbage i det ene hjørne. Herefter gik vi op gennem Plaka igen for at se vindenes tårn på nærmeste hold. Men så var det lige der stod en Cafe med isdesserter, pandekager, kage og kaffe i vejen, så efter at være noget nær ruineret og vel konserveret i sukker, fortsatte vi op til vindenes tårn, blot for at konstatere at de lukkede kl 17 og kl var 17.02 – Så ved man de fem er på eventyr… Nå, men heldigvis kunne vi da gå bagom det uden for hegnet og se det forholdsvis tæt på. Vi gik videre op til Akropolis, som vi med vilje havde gemt til sidst, for det ikke skulle være så varmt. Det var det. Akropolis er storslået og fantastisk, men det er udsigten over byen hele vejen rundt også, og det fyldte faktisk mest for os i dag. Vi fik også genopfrisket minderne fra sidst, hvor der EM/VM i fodbold og grækerne tilfældigvis scorede mens vi stod der og hørte jubelbrølet der rejste sig over hele byen. Parthenon er ufatteligt stort og det at de fleste søjler stadig står giver et godt indtryk af deres fantastiske byggeevner. Jeppe har mange gange spurgt til hvor gamle tingene er, det er lidt svært at forholde sig til at noget er ca 2300 år gammelt…
Vi har været Plaka på kryds og tværs og vist også været i samtlige turistbutikker, vi er dog kun blevet et viskestykke, en hat og en kasket rigere. Vi er blevet forsøgt lokket ind på stort set samtlige restauranter, og aftens maden blev det vedtaget skulle indtages på en restaurant, der ville give 20% rabat. Den første afslog og tilbød gratis velkomstdrink til alle, men den næste hoppede på da Claus sagde 10% rabat. Vi fik ingen regning blot, besked om at vi skulle betale 66€ og 10%, så gav det lige 60€. Så ved vi ligesom godt hvem af os der blev snydt 😀
Vi tøffede ned over Syntagma pladsen og var så heldige at metro og bus passede sammen, så vi var ret hurtigt hjemme, så vi fik læst lidt, badet og spillet Ligretto, inden sengetid.
30/7 Bryllupsdag, Camping Agiannis
Vores 12 års bryllupsdag, så er der dømt romantik. Altså, vi spiste hurtig morgenmad og pakkede sammen. Vi har besluttet at vi vil se Beograd, nu vi skal igennem Serbien, og så er vi lidt spændte på dels hvor megen tid vi skal bruge på at komme gennem grænserne omkring Serbien og ferietrafikken gennem Tyskland, nu hvor vi har sen ferie i år. Derfor vil vi senest køre ud af Grækenland tirsdag. Så de sidste par dage skal bruges ved stranden så langt nordpå som muligt. Selvom den første plads vi lå på ved Olympusbjerget var fin, vil vi hellere prøve noget nyt, så vi tager den nordligste, der til Jeppes store glæde også har pool. Så for at vende tilbage til bryllupsdagen, skal den bruges på at køre 450 km. Vi har den forventning at det bliver nemt at komme ud fra campingpladsen, da vi nu er i den rigtige side af vejen. Men nu er grækerne jo ikke kendt for at gøre kørsel let for os, så selvfølgelig skal vi den modsatte vej ud af byen, og derfor igen krydse den store vej. Heldigvis er vi så længe om at fatte at der ikke er nogen vej udenom, at vi finder et sted hvor der ikke er forbud mod u.vending, så vi slipper for små sideveje.
Alle er trætte ovenpå dagene i Athen, med oplevelser og varme, der er lidt grynten i krogene. Til frokost kører vi ind på en rasteplads med hhv den græske burgerkæde Goodys, som Tanja mener at huske har elendige burgere og en Flos cafe. Vi vælger den sidste, hvor der næsten ingen mennesker er. Betjeningen er fenomenal, Mikkel mener de virkelig må kede sig, der er i hvert fald 4 på arbejde og alt står snorlige. Maden er efter rastepladsstandard god, men prisen er også høj. Det er nok derfor alle vælger Goodys i stedet…
Vi finder campingpladsen uden problemer, at finde receptionen volder lidt flere. Den viser sig at ligge i minimarkedet, nede midt på pladsen. Campingmutter snakker kun græsk, en gæst oversætter at vi gerne vil tjekke ind med en campingvogn, og så får hun fundet en medarbejder der kan engelsk. Han kigger lidt frem og tilbage mellem Tanja og Mikkel og ender med at tale med Tanja. Han beder os følge med for at vise hvor vi kan ligge. Da vi kommer op til Claus, styrter han hen til ham giver ham hånden og byder ham velkommen! Så fik vi da lige kønsrollerne på plads. Mikkel synes det var vildt sjovt at medarbejderen var i tvivl om det var ham der var ‘herren i huset’.
Vi er hurtigt på plads og går på stranden. Sara og Mikkel gider ikke i vandet. Men ender alligevel med at komme ned til os. Vandet er desværre ikke lige hvad vi havde forventet, det er grumset og så er der vildt meget tang. Vi tror måske det skyldes at de har nogle store områder, hvor vi tror de ‘dyrker’ østers, lige ud for campingpladsen. Vi går i poolen i stedet. Den er ok, og så er der poolbar. Vi har bare ikke penge med ned.
Aftensmaden spiser vi i restauranten, med en fantastisk udsigt over bugten og over til Thessaloniki. Børnene forventer en romantisk kærlighedshistorie om hvordan vi mødte hinanden og hvordan vi besluttede vi skulle giftes. De bliver slemt skuffede;p Maden er desværre ikke særlig god og vi bliver OVERFALDET af myg. Det hjælper lidt, da de sætter myggelys op. Vi kan da lige blive siddende og drikke ud, mens børnene lige skal op og teste karrusellen på legepladsen.
Resten af aftenen går med at lære børnene at spille Settlers, de synes det er kedeligt i starten, men stemningen stiger temmelig meget under spillet. Vi sad forøvrigt inde og spillede pga myg. Myggene kombineret med dårlig strand og kedelig restaurant, gør at vi tager en hurtig beslutning, vi kører videre i morgen og finder et bedre sted at bruge fridagen.
31/7 Så kører vi nordpå
Vi har aftalt at dem der vil i poolen må gå i poolen og resten pakker sammen imens. Så mens Sara og Jeppe går i poolen, tager Tanja på jagt efter kontanter og et supermarked og Claus og Mikkel begynder at pakke sammen. Det sidste går ikke så godt, da de opdager at gasflasken står og siver. Heldigvis er der ikke sket noget, men ikke så fed en oplevelse.
Turen til grænsen går uden problemer og vi kommer da også over, selvom de igen påpeger at vi har to udløbne pas. Vi spiser frokost i Makedonien. Drengene vil have sandwich, pigerne fastholder burgere på trods af 20 min ventetid. De var ventetiden værd, selvom sandwichene også var gode.
Vejene er ikke specielt gode, motorvejen er ikke færdig endnu og vi diskuterer rimeligheden af at have betalingsmotorveje, når inderbanen har så dybe spor at lastbilerne kører ud i yderbanen… Vi passerer også en udbrændt lastbil, der har startet en skovbrand. Det ser ret vildt ud, der er småbrande rundt omkring og så kan man bare se et stort afbrændt stykke op ad bjerget. Det virker ikke til at de har det helt under kontrol endnu. Derudover får Tanja kørt et stræk.
Vi havde lovet børnene aftensmad på restaurant, men da der endelig kommer en rasteplads med restaurant, kan vi vælge mellem trekantssandwich eller mad fra en food truck lignende ting. Vi ender i campingvognen, hvor den står på hjemmesmurte sandwich, havregryn og frugt. Egentlig okay, da ingen er voldsomt sultne. Claus får et hvil, da der er et par timers kørsel tilbage og børnene når et par spil Meier mens maden bliver smurt.
Vi er fremme ved campingpladsen til midnat, og vi er dødtrætte, det har været en hård køredag, på trods af at vi kun skulle 450 km.
1/8 Beograd
Da vi ankom til campingpladsen ved midnatstid, væltede vi bare ind og rullede benene ned. Her til morgen rykkede vi så lidt ned på pladsen og fik lidt morgenmad, tjekket ind og gjort klar til at tage ind til Beograd med bus. Første udfording er at der er ca 700 m ned til bussen, eneste skygge er fra telefonledningerne. Det er pænt varmt. Næste udfordring er at de Serbiske penge hedder Dinar, vi har kun euro, dem vil buschaufføren ikke have, vi kan bare sætte os ind… Gratis bus.
Inde i byen vil vi finde en hopon-hopoff bus, så vi kan få et overblik over byen, der findes ikke just mange rejseguides til Serbien. Vi vader lidt rundt på må og få fra busstationen, får set en ret flot bro nedefra, får købt drikkevarer i et supermarked (de tog visa) får vekslet nogle penge og finder gågaden. Første indtryk af byen er fattig, slidt og beskidt. Vi går i står på en cafe med god italiensk mad, velkommen til Serbien. Går videre gennem gågaden og finder turistinformationen (sådan en har vi aldrig været i før…) Hopon-hopoff busserne kører tre gange om dagen, den næste kl 17… Okay så, det var vist ikke hopon-hopoff, så går vi da bare rund selv. Vi studerer kortet vi fik på campingpladsen lidt nærmere og vælger at gå ned i den gamle bydel, der skulle være autentisk, med traditionelle serbiske restauranter. Der er max hyggeligt, masser af blomster, ternede duge, og hyggeligt trods meget få mennesker.
Vi går videre ned mod fortet og møder en legeplads, Jeppe vil gerne prøve den, vi andre frekventerer toiletterne og så opdager de at der er en bod der sælger belgiske vafler. Efter kun 4 mislykkede forsøg, med to tålmodige drenge som tilskuere, får de stakkels drenge vafler. Mikkel mener man godt hurtigere kunne have regnet ud at der skal mere varme på og mere olie på inden dejen kommer på;p Vi går videre op til fortet, mens vi diskuterer nødvendigheden af at se Beograd Zoo, der ligger lige ved siden af. Uden for fortet er der masser af tomme p-pladser, vi er glade for at vi tog bussen, da det jo helt tydeligt er umuligt at få en parkeringsplads… Fortet er virkelig stort og de udnytter det rigtig godt. Rundt om det er der park og Zoo, indeni er der mere park, tennisbaner, div museer, cafeer mm. Vi går langs fortet og kigger ud over floden. Der er en fantastisk udsigt. Vi møder en bod, hvor man kan skyde med bue, det får jeppe lov til. 12 skud for 600 dinar, det viser sig at svare til ca 35 kr. Vi har hørt der skal være katacomber, dem finder vi aldrig, men vi finder en romersk brønd, med spiraltrapper rundt om. Der er 35 m ned til vandoverfladen og trappe hele vejen. Selve brønden er omkring 60 m dyb. Fascinerende bygningsværk, det bedste er nu at der er køligt under jorden, vi ender med at sidde og hygge i en krog inden vi går ud igen. Da vi kommer ud griner billetmanden til os og siger; vi har åbent til kl 19, der er meget rarere indenfor en udenfor. Vi kan kun give ham ret og går på jagt efter flere huller i jorden. Vi finder hurtigt en bunker, som også rummer en midlertidig udstilling af noget kunst, eller muligvis reklamerer den for et museum, det er lidt uklart når alting er på serbisk. Men der er dejligt under jorden. Det næste vi møder er en cafe, hvor den står på kolde drikke i skyggen. Servitricen anbefaler os den anden bar på fortet, da de har aircon, men vi gider ikke gå helt derover. Der ligger også et militærmuseum, som dels har en stor udendørs udstilling med tanks og missiler, samt en indendørs udstilling der gennemgår Serbiens krighistorie fra middelalderen og frem, med fokus på tyrkere og tyskere som de onde. Igen er alt på serbisk. Sara har meldt sig frivilligt til at passe på skyggen udenfor og Tanja og Mikkel kommer noget hurtigere igennem end Claus og Jeppe. Vi får også set et torturmuseum, Jeppe mente godt han kunne klare det, nu er han jo blevet ældre. Han var da også med hele vejen igennem, men han synes godt nok det var nogle modbydelige ting. Det synes vi andre nu også, vi har efterhånden set et par tortur museer og hver gang undrer vi os over hvordan folk har kunnet være så modbydelige. Og hvordan de har kunnet synes det var ok at behandle andre sådan.
På vej ud fra fortet regner vi på hvor meget vi indtil videre har drukket i dag, vi er langt over ti liter, men regnskabet bliver ikke rigtig afsluttet. Vi diskuterer for og imod forskellige muligheder. En anbefalet kirke bliver valgt fra pga afstand (3 km), et anbefalet shoppingcenter bliver valgt fra, fordi det er et shoppingcenter, vi ender med at gå tilbage i gågaden, hvor endnu en cafe byder på drikkevarer og is. De har også iskold melon. Det må prøves, det viser sig at være et fad med vandmelon og isterninger, det forsvinder som dug for solen. Vi ligger (nye) planer for morgendagens tur til vandland i Ungarn og beslutter os for autentisk serbisk aftensmad i den gamle bydel. På vejen ryger vi dog både ind i en Adidas butik, hvor vi snakker med en flok danskere på interrail og en H&M. Men så passer det også med spisetid, da vi når frem. Der er et helt andet liv i gaden nu og restauranten bliver valgt efter at der står nogle søde gamle mænd og spiller serbisk folkemusik udenfor (Saras valg!) Både mad, service, musik og toiletter (ja det er vigtigt) er helt i top. Vi nyder det og hygger os. Tjeneren er åbenlyst skuffet da vi ligger drikke penge, det er mindre end en euro siger han – ups. Vi fatter ikke deres penge, og har lagt alle vores småsedler, så vi bare har til bussen hjem. Heldigvis har vi da euro, så dem får han et par stykker af oveni.
Vi går tilbage mod busstationen, altså sådan cirka. Da vi har gået et stykke, synes Tanja altså at vi burde til at gå mod højre, det viser sig at vi nok burde gå temmelig meget mod højre, men ikke helt den modsatte vej:D, men så er der heller ikke så langt. Vi står og kigger på kort sammen med en anden turist, han skal også mod floden, men tror ikke rigtigt på vores retning, så han forsvinder sin egen vej. Da vi kommer til busstationen er Jeppe blevet tørstig, men enten er kiosken lukket, eller også kan man kun købe med lige penge, han kan i hvert fald ikke købe noget. I bussen kan vi så heller ikke købe billet, da vi ikke har lige penge, så gratis bus hjem igen… Vi er tæt på at stige af bussen et stop for tidligt, men en serber stopper os og siger camping næste gang, vi takker. Turen tilbage til pladsen er væsentligt behageligere end udturen på temperaturdelen. Men da turen går ud over en mark er den også lidt spooky, det bliver ikke bedre af at der går en mand bag os, som ind imellem er væk… og at lamperne langs vejen slukker en af gangen og tænder lidt efter igen. Da nummer tre i træk vi passerer slukker er Sara og Jeppe ved at få nok. Vi kommer nu helskindede frem til campingpladsen og de fleste tager at bad inden sengetid.
2/8 Balatonfuhred
Efter morgenmad pakkede vi sammen og kørte mod ungarn. Plan A var 550 km til Balatonfuhred og tilbringe en dag i badelandet overfor campingpladsen. Plan B var 250 km og bruge eftermiddagen/aftenen i badelandet ved siden af den campingplads vi boede på på vejen ned. Men det hele afhænger af hvor lang tid det tager at passere grænsen. Der er heldigvis næsten ingen kø. Da vi kører ud af Serbien passer det absolut ikke grænsevagten at vi har to forlængede pas. Hun går først til den ene kollega, derefter til en anden. Tilsidst kommer hun muggen tilbage og lader os passere. Ved grænsen til Ungarn tjekker de biler og bagagerum, ham i vores kø ligner den type, der kan finde på at splitte hele bilen ad, hvis man siger et ord forkert. Da vi kommer frem spørger han til alkohol og cigaretter, vi har ingen af delene. Han tjekker ikke vores bagagerum, men vil gerne se campingvognen, han løfter dyner, kigger i hængeskabet og på badeværelset, så løsner han alligevel op og begynder at hyggesnakke, hvor har i været henne og hvor længe. Han ønsker os god tur og efter en time og 20 minutter er vi på vej videre.
Frokosten bliver paninier på en tank på vejen. Vi kommer til campingpladsen tids nok til at komme ned og bade efter vi er kommet på plads. Temperaturen er fin, men vi er altså ikke vilde med at vandet er så grumset. På turen har det skrumplet så meget at Mikkels computer er blevet slynget ud af skabet og har smadret vores bord, som vi lige har fået repareret. Øv hvor er det ærgerligt.
Det er ikke den bedste plads vi har fået, den er vildt ujævn og har en dårligt placeret lygtepæl. Men vi er her kun for en tur i badeland i morgen, og beliggenheden er god, så vi lever med det og slår vores rekord for høje trin. Vi spiser på campingpladsen, vi regner på priserne, et måltid koster ca 60 kroner. Vi har ingen forinter, så efter maden går vi over i centeret på den anden side af vejen, der er både ATM og supermarked, så vi får både vand og kontanter. Vi ville egentlig have været rundt og kigge på campingpladsen (og priserne på vandskibanen) i stedet sætter vi os og spiller Settlers.
