13/7 – Klargøring til turen
Det har været lidt hektisk op til ferien i år. Campingvognen har været til service og det var afpasset efter at bilen skulle på værksted for at få repareret en bule. Desværre var værkstedet ramt af sygdom, så bilen blev ikke færdig tirsdag som planlagt, fredag kom vi for at hente den, men det viste sig at den ikke var færdig alligevel, det udløste lettere desperation, da vi havde planer om at nusse om campingvognen i weekenden, så vi hurtigt kunne pakke onsdag aften. Manden på værkstedet kunne godt se at den Ford Fiesta vi havde som lånebil ikke rigtig dækkede vores behov, hvorfor vi kort efter var udstyret med en Ford Transit, som kunne trække campingvognen og som forøvrigt passer meget bedre til undertegnedes temperament…
Der har været en del forberedelse til turen i år, mest i form af at få styr på de mange regler der skal følges for at køre gennem Serbien. De kræver ud over EU pas, en bestemt dyrlægeerklæring til hunden. Samt en gyldig rabiesvaccine der skal være mellem 15 dage og 6 mdr gammel. Tulle er vaccineret mod rabies i august og den holder i 3 år! Det viste sig så ogå at embedslægen efterfølgende skulle lave en attest, og hun vidste ikke hvor embedsdyrlægen holdt til mere. Konklusionen blev at Tulle kommer på ferie hos Pernille og Henrik. Ikke den mest populære beslutning at fortælle børnene…
Serberne kræver både rødt og grønt kort på bil og campingvogn, på trods af at grønt kort til campingvogn ikke eksisterer! Forsikringsselskaberne laver dem dog alligevel, når man beder om det. Vores havde bare trods omhyggelig forklaring valgt kun at sende det røde kort på campingvognen. Og da det først kom dagen før afgang udløste det lidt krise. Men efter en opringning til forsikringen, arrangerede de at det kunne hentes hos Falck i Kolding på vejen. Det passede helt fint i og med Jeppe også skulle hentes fra spejderlejr lidt uden for Kolding.
Claus kom hjem med en ny logbog, han mente den gamle havde udtjent sin værnepligt. Den havde ellers 4 tomme sider og har fulgt os siden vore drømmetur i 2010. Den hang måske ikke helt sammen mere, men alligevel… For en gangs skyld kom vi afsted uden noget gik i stykker i sidste øjeblik. Og fik hentet både grønt kort og en glad dreng fra spejderlejr. Lederne havde god plads til tingene hjem, så vi fiskede lige de ting han skulle bruge ud af rygsækken og så kan resten hentes efter ferien:-)
Herefter gik turen som planlagt til Scandinavian Park, hvor der kom noget mere snolder i kurven end planlagt. Som altid skulle vi også have en ny gasflaske – de viste sig at have udsolgt! Så gik den vilde jagt ellers på andre grænsebutikker, så vi kunne få en ny flaske. Det var heldigvis ikke så stort et problem. Fin trafik ned forbi Hamburg og vi endte med overnatning på autohof ved Soltau og Dineren.
14/7 – Køredag
Clauses motto må være, hvorfor sove, når man kan køre. Han er i hvert fald god til at få os ud af sengen om morgenen, så vi kan komme afsted. Vi er vist ikke helt så hurtige, som han gerne vil have os til at være… Dagen gik i ro og mag, ikke de store udfordringer og da vi nærmede os aftensmaden, passede det med Prag, så vi besluttede at gøre outlettet usikkert. Mest fordi Claus muligvis havde glemt sine sandaler, eller også var de gået i stykker og smidt ud. Svaret får vi nok når vi kommer hjem. Efter Prag kom det værste stykke asfalt i Europa, også kendt som dung, dung, dung, dung, dung, dung… Men der er gode nyheder, der var masser at vejarbejde, og de nye stykker asfalt var så fine! Lidt før midnat kørte vi ind til en campingplads kort fra motorvejen. Altså, bortset fra at afkørslen var spærret pga vejarbejde, så vi måtte køre en videre, og så tilbage af små snoede landevej, med masser af bambier og periodisk ret spooky. Da vi endelig kom til pladsen, var den selvfølgelig lukket for natten, med et skilt på porten, hvor der stod ‘too late’ Heldigvis var der en stor parkeringsplads lige ved siden af. Der sov vi.
15/7 – Køredag igen
Claus vågnede ved 6 tiden og mente at vi bare skulle stikke af, der er ingen grund til at betale for at sove udenfor. Der var lidt længere mellem tanke og handling for andre. Men vi var afsted inden campingpladsen åbnede. Næste mål var en campingplads ved grænsen mellem Ungarn og Serbien. Først skulle der dog indløses Vignette til Slovakiet, de havde så også til Ungarn, så vi tog begge i et hug. Det var dog et større projekt, der indbefattede registringsattester, veksling og ikke mindst en masse papir. Tænk engang, de har stadig printere med huller i siden af papiret! Til slut bliver det hele selvfølgelig behørigt hæftet sammen! Godt vi har til både ud og hjemtur nu.
Frokosten blev indtaget på en rasteplads, sammen med noget der mest af alt mindende om romaer på picnic, vi blev da også tilbudt at købe en iphone og følte os generelt overvåget, så vi ville gerne hurtigt videre.
Sidst på eftermiddagen nåede vi den udvalgte campingplads. Behøver jeg sige at vi pga vejarbejde, måtte af en afkørsel før og fik oplevet en masse landeveje og 7 km før pladsen var der skilte mod naturist camping. Det kan godt udløse lidt uro på bagsædet. Campingpladsen lå heldigvis bare ved siden af en naturist camping. Vi blev så høfligt afvist i porten, med besked om at vi ikke havde lyst til at overnatte der, da de havde truckertræf og dermed LARM døgnet rundt og forøvrigt også tog overpriser! Så de sendte os 10 km tilbage til en anden plads, der lå helt ned til floden inde i byen. Dejligt at lande på en campingplads, vi hyggede med gode bøffer, kongespil, fjernstyrede biler og drengene var i poolen. Den så ret klam ud, det lignede flodvand, Det viste det sig vist også at være, for om aftenen tømte de alt vandet ud og skrubbede den ren. Da der langs med floden var små bålsteder, fandt vi vores finske fakkel, som vi har haft med os længe frem og sluttede dagen af med at siden rundt om bålet og kigge ud over floden. Ren idyl.
16/7 – Serbien
Vi var blevet rådet til at stå tidligt op og komme over grænsen inden der blev kø. Så kl 6 stod vi op og kørte en halv time senere ud fra campingpladsen. Kl 7.00 kørte vi ind i køen til Serbien!!! Den var nogle kilometer lang, hvor lang præcist ved vi ikke, men vi kan oplyse om at vi kørte ud på den anden side af grænsen kl 15.35 – og der havde vi flyttet os 7 km!!! Det var ikke lige sådan vi havde planlagt dagen.
Men sjovt nok føltes tiden ikke så lang. Vi rendte ind og ud af campingvognen, fik spillet Ligretto, spist morgenmad og frokost, børstet tænder etc. Drengene stod op gennem soltaget mens vi kørte, der blev set fælles film på bagsædet, hyggesnakket og hørt musik. Vi så nummerplader fra alle andre europæiske lande end Spanien og Portugal, det sjove var bare at stort set alle bilerne var tyrkere på vej til Tyrkiet på ferie. Derudover var der masser af mennesker der leverede underholdning rundt om os. Et par tyske biler hvor den ene trak den anden, så gik træktovet i stykker, hvorefter de blev uvenner og den ene så løste problemet ved at binde det fast til bilen med en knude. Periodisk begyndte folk at sidde og tude i hornene, hvilket medførte en infernalsk larm. Mikkel mente det var når de bankede hovedet ned i rattet i frustration over ikke at komme nogle vegne 😉 Jallamusik i et lydniveau der underholdt et større stykke motorvej. Folkevandring til tankstationen lige inden grænsen. Og alle dem der sad i skyggen under en bro, eller under et træ på marken og ventede på at blive indhentet af deres bil. Og så alle de knolde, der hele tiden skulle fra den ene kø til den anden, for at komme hurtigere frem, for ikke at glemme alle dem der kørte i nødsporet. Det er heldigvis altid sjovt at kigge på mennesker.
Da vi endelig kom frem til grænsen, fik vi først tjekket pas af Ungarerne og derefter af Serberne. Betjenten startede med at gå med alle vores pas, snakkede lidt med en kollega og kom tilbage og kiggede i dem. Han konstaterede blot at Mikkels og Tanjas pas var udløbet og accepterede uden at kny forlængelsen. De ville ikke se hverken rødt eller grønt kort. Vi nåede lige at køre lidt frem, før vi blev stoppet af en ældre betjent, der bad om et pas, åbnede det, kiggede og gav os det tilbage og sendte os videre…
Da vi endelig var inde i Serbien, var vi topmotiverede for at få kørt nogle kilometer. Lige efter grænsen var der et McDonalds skilt, drengene mente helt klart at vi skulle spise der, det var der ikke almindelig enighed om, men da der var 143 km til McDonalds, var der alligevel ikke den store grund til at diskutere videre. Vi var inde og få en is, hvor Tanja og Sara stod i kø og Sara kæmpede en kamp for at manden bag hende ikke snød foran, da vi så endelig kom frem til kassen, kiggede ekspedienten lige hen over hovedet på os og tog snyderen i stedet. Så meget for en lektion i køkultur…Vi kunne godt se på tiden at vi ikke ville nå gennem både Serbien og Makedonien som planlagt, så vi satsede på at der var wifi, når vi kørte ind for at spise aftensmad, så vi kunne finde en campingplads. 75kr/mb data er altså lige i overkanten! Behøver jeg sige at af alle rastepladser i Serbien, så ramte vi DEN med McDonalds! Sikken et kaos, men efter en længere ventetid og en skideballe til Tanja for ikke at overholde (den sydeuropæiske manglende) køkultur, fik vi mad. Claus havde i mellemtiden fundet to campingpladser nær motorvejen, den ene tyve minutter væk. Den anden et par timer. Da kl allerede var over 8, blev vi enige om at vi hellere ville ind på den første og så kunne nå at hygge lidt og komme ordentlig tid i seng, end at køre lidt længere og så riskirer at komme frem til en lukket campingplads. Desuden lå den udvalgte plads ud til Dunav. Vi måtte ligge os hvor vi ville, så vi lagde os da så langt væk fra mulighed for strøm som muligt, så vi hverken kunne få ladet computere op, eller få myggeskræmmeren sat til. Især det sidste skulle vise sig at være en stor fejl, på trods af at Sara havde gang i en seriøs myggejagt inden sengetid.
17/7 – Serbien og Makedonien
En rolig morgen, hvor vi sov til vi vågnede, det vil sige, da vi andre havde spist morgenmad vækkede vi Jeppe, der sov tungt trods sludren og skramlen. Vi pakkede hurtigt sammen for at komme afsted, Grækenland var pludselig ved at være inden for rækkevidde. Af campingfatter fik vi udleveret personlige registreringskort, som dokumentation for hvor vi havde overnattet. De skal kunne fremvises ved grænsen.
Serbien er et ret flot land at køre igennem, meget fladt i lang tid, med store marker og meget få huse, senere blev det mere bjergrigt. Indtrykket er generelt at det er fattigt, og så var der samtidig store moderne domiciler ved Beograd, meget kontrastfyldt. Vi nærmede os frokosttid og ville tage den næste rasteplads, det var så der rastepladserne holdt op med at ligge som perler på en snor og kort efter blev motorvejen til landevej, med bittesmå p-pladser langs vejen og de lå altid i et sving. Da der endelig kom en rasteplads, lå den i modsat side af vejen. Der er vist generel langt mellem alt i Serbien, der blev i hvert fald reklameret for den samme campingplads både da der var 51 og 35 km til den. Endelig kom der en rasteplads i vore side af vejen, ikke den største og eneste mulighed var at parkere i tilkørselsrampen til landevejen, hvilket ikke var så fristende, bla fordi der var en politi/militær vagtpost lige overfor. De endte med at forbarme sig over os og guide os til at holde helt fremme i rampen… Vi havde egentlig planlagt frokost i campingvognen, men da rastepladsen viste sig at være et hotel og deres parkeringsplads, tænkte vi at vi nok hellere måtte spise der. Claus hoppede på deres specialitet, en slags schnitzel, der var rullet sammen med ost og skinke indeni og en gedigen panering udenpå. Men den smagte godt. Vi andre fik ok mad, pånær Sara, der havde bestilt en hakkebøf, som hun serveret med rå løg til, hun fortrød meget at hun ikke havde gemt den bolle, som vi fik til start, da bordet ved siden af flækkede dem og lavede burgere af dem. Bollerne var forøvrigt mega gode! Portionerne var store og da vi ikke spiste op, kom de med en doggy bag til os. Vi donerede dog maden til den søde hundemor med en enkelt hvalp der holdt til ovre ved vagtposten.
Ikke længe efter nåede vi grænsen til Makedonien, med lidt mere grænsekontrol, de ville da se grønt kort på både bil og campingvogn, de godtog heldigvis at begge stod på samme kort, men var ude og tjekke nummerpladerne. Makedonien fik vi hurtigt krydset, uden at være ude af bilen.
Vel over grænsen gik der konkurrence i hvis telefon der først ankom til Grækenland, så data kunne slås til igen. Vældig fint at slå data til, hvis der bare havde været dækning… Der viste sig ikke at være helt så langt til Olympus bjerget, hvor den udvalgte campingplads ligger, lige ved siden af den vi lå på sidst vi var her, og hvor vi helt sikkert ikke skulle ligge igen. Magen til støj har vi aldrig mødt. Vi ankom lige lidt i 22 og fik en god plads nær stranden, kom ned og konstaterede at vi ikke kunne være på den for et træ og nåede at få en ny, inden receptionen lukkede. Kom hurtigt på plads og smuttede ned i restauranten for at få græsk aftensmad! Claus var dog stadig mæt efter frokosten og nøjedes med en øl (og lidt af børnenes rester) Vi var så mætte og trætte at vi pænt takkede nej, til den lille dessert, der traditionelt følger et græsk måltid.
18/7 – Olympios Zeus
Vi startede dagen med at sove længe og hygge med morgenmad under markisen. Og så nåede vi lige ned og teste stranden inden middag. Vandet er dog noget koldt og grumset ovenpå den voldsomme regn, de har haft de sidste dage. Tanja og Sara havde sandslotkonkurrence, hvor Tanjas fine havskildpadde blev hårdt udkonkurreret af den mest nuttede drage ever! Desværre havde vi ikke kamera med ned. I bedste feriestil stod den på parisertoast til frokost og herefter en lang siesta, hvor Claus fik skruet en masse løse skruer fast (i campingvognen) efter de mange dårlige veje, ham og Jeppe fik repareret Jeppes RC bil og drengene fik kørt med deres biler. Mikkel fik sat hængekøje op og Sara fik trænet med håndstandstativet, der blev også læst og sovet. Siestaen er også skærmtid, men det er ikke så sjovt, når der ikke rigtig er noget net…
Efter siestaen gik vi på stranden igen og fik endda snorklet, ikke det bedste snorkelvand, men vi så da et par fisk, Jeppe har fået helt styr på det med at dykke under vandet med snorklen og få den tømt for vand, Mikkel kan næsten og Sara arbejder også på det. Vi gik op i etaper, og tilsidst blev Jeppe også hevet op af vandet. Vi fandt ud af at kiosken har badesko og svømmefødder, så nu har Sara hele badesko og Mikkel svømmefødder han kan passe.
Til aften stod den på Spaghetti og kødsovs, da kødet havde sidste brugsdato. Herefter gik vi en tur rundt på pladsen og havnede i baren, hvor der var internet!!! Så vi fik is og lidt at drikke, igen vinder grækerne på service, som det naturligste i verden får alle et glas isvand og der kom også en lille skål chips på bordet. Og så sad vi ellers der og hyggede med næsen i skærmene. Vi sluttede aftenen af med en ordentlig omgang Ligretto.
19/7 – Mt. Olympos
Dejlig rolig feriemorgen, hvor Claus nåede en løbetur og vi alle var nede og snorkle efter morgenmaden. Vi kunne lige nå en halv time inden middagssolen… Vandet var helt klart i dag og bølgerne havde næsten lagt sig, så vi fik da set lidt fisk, begge drenge har nu styr på at dykke med snorkel. Sara har skiftet taktik og spytter snorklen ud for at dykke, hun fandt så til gengæld en rigtig fin, hel musling.
På grund af den sene morgenmad, var vi ikke helt klar til frokost efter badeturen, så Tanja gik i baren, for at få internet til at opdatere hjemmesiden. Desværre med en computer der nægtede at kommunikere med nettet. Mikkel kom til og ved hjælp af hans computer lykkedes det os at opdatere dagbogen. Til orientering serverer baren en seriøst god iskakao. Vi var nået frem til at pommes frites var den perfekte frokost, så det tog vi med ned og så stod den ellers på siesta, med bøger, hængekøje (den nye fra ticket to the moon fungerer bare), middagslur, fjernstyrede biler mm. Vi havde lidt svært ved at komme i gang igen, men fik hurtigt pakket en rygsæk og så stod den ellers på tur på Olympusbjerget.
I modsætning til 2010, hvor vi var oppe og køre på bjerget, men aldrig fandt vandreruterne, lykkedes det os denne gang at komme op til ‘landsbyen’ Pironia i 1100 m, som bedre kan beskrives som en restaurant og en parkeringsplads. Vejen op var stejl, smal, snoet og det meste af tiden uden autoværn. Fra Pirunia vandrede vi 1/2 times tid op ad bjerget, sindsygt flot med skrænter, klipper, vandfald og skov, der var et ret skiftende underlag og ind imellem også ret stejlt. Der var også en lysning med pakæsler eller -heste, vi blev aldrig helt enige, og vi kom ikke så tæt på dem. Sara og Tanja ville svært gerne have været længere oppe, men drengene syntes vi havde gået nok. Da vi kom ned til parkeringspladsen gik vi lidt længere ned af vandreruten, da der var en fin lille bro som vi gerne ville se. Under den var der store sten i vandet, så der måtte vi lige have en fotosession. Vi arbejder stadig på at få det perfekte foto til bag på campingvognen. På turen ned forsøgte vi at komme ind til musernes et-eller-andet, men parkeringsmulighederne var ikke lige i Volvostørrelse, og igen var der flere der syntes vi havde gået nok. Solen var så også på vej om bag bjerget, så det var nok heller ikke det smarteste tidpunkt at begive sig ud på en ny vandretur…
Efter en lang og snoet nedtur stod den på indkøb og vi havnede i det mindste lillebitte supermarked, der viste sig at være i tre etager. Gangene var så smalle at man dårligt kunne få et overblik over hvad der var på hylderne.
Tilbage på pladsen stod den på badetur inden vi gik op til vores gode ven i restauranten, Claus blev modtaget med high five af tjeneren, og så stod den ellers på lækker græsk mad i store mængder, børnene fik nettid og vi fik kigget lidt på morgendagens rute, nu hvor der var internet.
I morgen tager vi endnu en lang køretur, med lidt held kommer vi helt ned til den sydlige del af Pelopones og havskildpadder.
Claus har i dag vundet på bedste kommentar, ægte far-humor: Min højde er en af min forcer, jeg er nemlig så høj at jeg kan nå jorden!
