Lago de Garda

18 jul, 2015

Da Middelhavet ved Cecina ikke levede op til vores forventninger om snorkelvand, tog vi i stedet imod Carina og Sørens tilbud om at besøge dem ved Gardasøen. De var hurtige og skaffede os en plads lige over for dem. Vi nåede først frem kl 17, og blev modtaget på dansk i receptionen, det kræver lige lidt omstilling at skulle tale dansk der… Vi kom rekordhurtigt på plads og hoppede i poolen, som nærmere er et badeland med flere bassiner og både store og små vandrutsjebaner. Her er mange mennesker og endnu flere danskere. Minidanmark i Italien… Pladsen er lækker, faciliteterne fine. Vi gik langs søen ind til Lazise, hvor vi fandt en god restaurant med fornuftige priser inde i en lille gyde. Vi kunne ikke få et stort bord, så der blev lavet børnebord og voksenbord. Den stakkels tjener kom på overarbejde, da vi med en smule logisk sans kaldte børnebordet for den ene families og voksenbordet for den anden families, så er det nemmere når der skal betales. Efter maden fik Sara kigget lidt på tøj, men det var ikke værd at give penge for. Isbiksen gik vi dog ikke forbi, det er de altså bare gode til hernede;-) Tilbage på pladsen kopierede vi nogle af de andres metode og samledes med drikkevarer midt på vejen, hvor der var mere luft end inden mellem vognene. Næste morgen stod den på badning i søen. Vandet var overraskende nok behageligt, og man kunne snorkle lidt. Sara og Mikkel synes vandet var for koldt og gik i poolen. Tanja holdt heller ikke så længe, da der var nogle tangplanter der voksede næsten helt op til overfladen og slog mod, når man svømmede igennem. Efter siestaen var det pooltid, hvilket børnene synes var et noget større hit. Om aftenen stod den på fælles grillhygge og leg for de mindste. Vi sluttede aftenen af med en tur ned til søen og den sidste italienske is før hjemturen. Torsdag morgen gjorde vi klar til at køre og da vi kun manglede at koble på fordelte vi os. Mikkel gad ikke bade, så han tog opvasken, Sara og Jeppe tog i poolen og forældrene gik i søen. Da vi tjekkede ud blev vores fordomme endegyldigt bekræftet – 192 € for to nætter!!! Men så fik vi også et stofnet med campingpladsens navn på som gave. Det er dyrere end de tre nætter i ROM, som vi syntes var dyre. Gardasøen er dejlig, vi kommer gerne igen – men ikke i sommerferien, det er for dyrt og der er for mange mennesker og alt for mange danskere. Nu går turen hjemad mod vores nye campingvogn. Mikkel ville gerne have garanti for at vi både kommer gennem Italien og Østrig i dag. Det turde vi godt love;-)