27.juni, søndag
Sara 9 år
Da vi vågnede i morges, fik vi travlt med at gøre klar til fødselsdagsmorgenbord, Claus hentede rundstykker der mest af alt mindede om almindelige fødselsdagsboller, hejste flaget (klistrede det fast på markisen) og dækkede bord – med gaver, mens jeg fik børnene i tøjet. Stor var Saras overraskelse, da hun så bjerget af gaverJ Alle gaver blev modtaget med STOR glæde. Hendes tyske veninde Maike, som bor lige over os, kom med en pose vingummi og en hoppebold, bundet sammen med en fin sløjfe og blev modtaget med et stort kram og en invitation til kage senere. Efter at have hygget os ved morgenbordet pakkede vi hurtigt sammen, så vi kunne komme ud og se dødeoraklet som Sara selv havde fundet i vores bog om Grækenland og havde ønsket at se i dag.
Det viste sig at være en rigtig god oplevelse. Det var bygget mere grove sten end det vi ellers har set og ikke med legoklods teknikken. Det ser ud til at have været en stor bygning, med mange rum, her blev dem der kom for at spørge oraklet til råds holdt indespærret i dagevis på meget sparsom diæt, inden de halvt i vildelse blev ført ned i krypten til oraklet. Krypten er der stadig og i forbavsende god stand, fascinerende endnu engang at se deres enorme byggetalent. Krypten blev anset som porten til Hades og som det eneste sted, hvor man kunne komme i kontakt med de døde, som man mente kunne se ind i fremtiden. Over krypten stod en del vægge stadig og oven på nogen af dem var der i 1800 tallet bygget en lille kirke, der stod der endnu, men som man desværre ikke kunne komme ind i da taget var i risiko for at styrte sammen.
På vejen hjem, ville vi hente den bestilte kage, hvilket de sandelig ikke kendte noget tilL Og så stod de ellers og skændtes på græsk… Det viste sig at kagen var en frossen kage, men da hun havde ryddet hele fryseren igennem havde de ikke flere chokoladekagerL Og da jeg ikke vidste hvor jeg ellers skulle gå hen og om jeg kunne få noget andre steder, sagde jeg ja til en cheesecake. Claus og børnene lå imens og cirklede frem og tilbage på en vej på størrelse med Elmegade, med biler og scootere parkeret over det hele og masser af biler, scootere og gående…
Tilbage på campingpladsen fik vi hurtigt gjort klar til fest, Claus mente ikke vi havde sodavand nok, så Mikkel gik selv ned i butikken og købte mere! Imens var Sara rendt på stranden for at hente de andre danskere, der havde lagt en seddel om at de var her og havde været oppe for at hente hende. Vi endte med at være os fem, danske Jannie og hendes to børn, Maja 7 og Lucas 11, det hollandsk tyske par Michaela og Jannie med deres søn Magnus 5 samt det tyske par Stephanie og hendes mand og deres datter Maike 7. Så der var gang i den, børnene forlod hurtigt slik og og chips til fordel for bold og leg, men kom da pænt tilbage for at synge Happy Birthday, I dag er det Saras fødselsdag og en knap så vellykket tysk variant, da kun den hollandske far kunne huske melodien og resten knap teksten, indtil Magnus kom i tanke om den og sang det sidste soloJ. Kagen var ikke det store hit hos børnene, men den var godt nok lækker! Og så begyndte folk ellers lige så stille at daffe på stranden igen, hvilket betød at Jannie, der bor på hotel inde i byen, gik derned med størstedelen af børnene og så kom vi andre lidt ad gangen. Vi endte så med at sidde sammen alle sammen, da børnene jo i forvejen var ved Janni, så der blev stadig snakket på kryds og tværs på både engelsk tysk og dansk og børnene legede rigtig godt, utroligt så meget de kan få ud af en bold og at stykke strand, tagfat, smørklat, marco polo osv. Mikkel og Magnus havde leget sammen oppe ved os og nu gik Mikkel med Magnus op og legede med lego, hvilket gik rigtig godt og han var væk længeJ Lucas var også oppe og lege med dem noget af tiden. Sara nød sådan at have en dansk pige at lege med, så vi fik dem overbevist om at de gerne ville spise her på campingpladsen, så ville vi køre dem hjem bagefter, så inden og efter maden fortsatte børnene med at lege og både Maike og Magnus familier var også på restauranten, så de var også med, og så fik de alle en is inden vi gik derfra. Klokken halv ti kørte Claus og Sara de andre hjem, mens jeg gjorde drengene putteklar. Mikkel gjorde så klar til et spil UNO mens Sara blev klar, de viste sig ikke at være klogt, for Mikkel havde pakket kortene, så han havde alle de gode og desuden var der en del mere end 7 kort i bunkerne, men vist ret blandet antal, så det var ikke fair playJ. Bortset fra det synes Sara hun har haft den bedste dag, fået rigtig gode gaver, men det er stadig lidt underligt at have holdt fødselsdag så langt væk hjemmefraJ. Nu sidder vi i vores nyvaskede sengetøj og slapper af inden vi også snart skal i seng. Det bliver en lang dag i morgen, hvor vi skal tjekke ind ved færgen omkring kl. 22 og så er de 5 klar til nye eventyr i Italien.
28. juni, mandag
Farvel Grækenland
Åh hvor kan det godt pisse mig af at stå med en vask der skal nå at tørre inden ”skibet skal sejle i nat” og der så er en eller anden dum tysker der er skredet med nøglen til vaskemaskinen og vi er lidt pressede på tiden, bare fordi vi har sovet til halv elleve!!!! Og da vi endelig havde fået hængt vasken op, begyndte det at regne… Så måtte vi i gang med at flytte det hele ind under markisen, da vi absolut ikke har lyst til at dele campingvogn med en maskinfuld vådt tøj på færgen i nat! Heldigvis er det meste nået at blive tørt. Dagen i dag er brugt på at lege og hygge, Sara og Mikkel brugte timer på stranden efter at Claus og Jeppe var gået op, de gravede et hul i sandet med fingrene, det var deres kongerige og de havde det pragtfuldt, alt imens jeg ærgrede mig over manglen på bog!
Vi gik tidligt ned i restauranten og spiste, med kravet om at det var græsk mad her den sidste gang, præcis klokken otte begyndte vi den meget spændende opkørsel fra campingpladsen, Pablo klarede det dog til bravur, på trods af den modkørende bil, der absolut mente det var nemmere at vi gav plads til ham end modsat…
Turen til Igoumenitsa forløb problemfrit, ca. 40 km på flad, lige landevej og vi kom uden problemer hen til havnen, her stod der endnu en græker med sin fløjte og dirrigerede os hen bag den hvide lastbil, hvilket betød af vi skulle køre hen foran rækken af holdende lastbiler og holde på tværs af dem!!! Heldigvis kom vi tæt på havneterminalen, så vi kunne komme ind og betale havnepenge – og så var der duty free shops!!! Så der blev købt chokolade, Claus har ikke set en bounty siden vi kom til Grækenland, de plejer at være en vigtig del af hans ferie… Og børnene fik endnu engang brændt penge af, denne gang dog på ordentligt legetøj, selvom Mikkel efterfølgende fortrød at have brugt pengene, det er altså ærgerligt at man ikke får ligeså mange penge tilbage som man giver. Nu har de haft tid til at lege med deres nyerhvervelser og så skal de i seng og sove, indtil vi skal ombord kl 01.30 i nat, så ma vi alle ud i bilen for at køre ombord og så ind og sove igen… Mon ikke vi er trætte når vi kommer til Italien i morgen tidlig….
29. juni, tirsdag
Trullier
Da det endelig blev tid til at køre om bord på færgen, bar vi børnene ud i bilen, så vi var klar til kaos. Og det var kaos, ikke så slemt som da vi skulle fra Venedig, men der var heller ikke lige så mange biler og vi var opdelt i lastbiler og alle andre, men da de begyndte at vinke folk frem, var det stadig alle på en gang og der holdt nærmest en vifte af biler ved opkørslen til færgen og ventede på at komme ind, en ad gangen… Vel oppe på færgen blev vi dirigeret helt hen til de åbne vinduer igenJ – hvor heldig har man lov at være? Desværre ikke så heldig, for af uransagelige årsager blev vi bedt om at bakke nogle meter tilbage, så det kun var bilen der var ud for vinduerne, men der skulle ikke nogen ind foran os. Klokken 3 kom Claus ind i seng, for først der havde vi fået strøm på. Nu er det jo ikke information grækerne gør det mest i og alle skilte er vejledende, så vi havde en forventning om at ankomme til Brindisi 8.30 italiensk tid, så da vi vågnede ved at de var ved at løsne alle lastbiltrailerne 8.35(græsk tid) kan det nok ske vi fik fart på! Vi var bare i tøjet og børnene vågne, inden vi fandt ud af at vi ikke engang kunne se landL. Men så gik vi en tur på færgen, der var knap så stor som sidst, inden vi gik ned og spiste morgenmad. Vi ankom til Brindisi 9.30 Italiensk tid, så vi kunne godt have sovet et par timer mereL Claus stod og så hele indsejlingen til havnen, der havde været rigtig spændende, mens vi andre lå brak med nintendoer og bøger i dobbeltsengen… Så startede kaos igen, for inden de havde åbnet porten og kørt rampen ned, så vi kunne komme ned fra det åbne dæk, begyndte de at dirigere alle personbilerne rundt, så de igen hold i vifteform og ventede på at køre ned af rampen. Princippet er at den frækkeste kommer først, medmindre ham der dirigerer ser det, for så bliver han dirigeret tilbage på sin plads!!! Man har vel magtJ Vi holdt over for et svensk par i en autocamper og kom til at grine hver gang vi så på hinanden, det er simpelthen så inkompetent. Da vi kom af færgen var der to vejbaner, en til lastbiler og en til personbiler, hvorfor vi holdt i tre rækker i en stor pærevælling! Da vi kom længere frem kunne vi se politiet var i gang med en razzia, og pludselig var der en der kravlede ind under en lastbil og kom ud med en mand!!! De var også inde og tjekke vores campingvogn, men havde jeg været betjent havde jeg nok valgt at tjekke under sengen i stedet for i klædeskabet, men fred være med det, vi har jo ikke noget at skjule, nu hvor Saras gaver er pakket ud;-)
Vi måtte konstatere at Brindisi faktisk er en ret stor by, for der var langt ud til campingpladsen, som vi fandt ret nemt, pragtfuldt at være på en campingplads med fuldt underholdningsprogram for fuld lydstyrke:-S Børnene forsvandt lynhurtigt op i ”legestuen” mens vi baksede campingvognen op ad bakke med kilerne, da der var for småt til at bakke den ind med bilen. Derefter måtte der en velfortjent siesta til inden vi skulle i poolen, kun for at finde ud af da alle stod i badetøj og solcreme at poolen også holdt siestaL. Så gik turen ud for at se trullihusene, der er små runde huse med kræmmerhustage. Gudskelov drejede vi forkert på vejen, så det tog lidt tid at komme derud, ret smart med TRE! Sovende børn på bagsædetJ Oprindeligt var de overnatningshuse for bønderne, men da en kejser indførte skat på husene, synes den lokale hertug at det var urimeligt og besluttede at der kun måtte bygges trullier, da de var fritaget for skatten. Det smarte ved trullierne var at det var nemt at bygge til, for man byggede bare en til ved siden af. Der bor nu ikke så mange i dem mere, de fleste er små turistbutikker hvor de sjovt nok sælger miniature trullier mm. Vi forelskede os bravt i en keramiktrulli-sukkerskål, den kunne vi godt bruge, desværre viste det sig bare at være en pyntefigurLMen så købte vi i stedet en flaske likør, hos en dame der var ekstrem hurtig til at stikke et glas i hånden på mig og lade mig prøvesmage div. Lokale likører… HVORFOR??? Og så fandt vi samme sted trullipasta, det måtte vi også lige have, men så har vi vist også købt vores del af stupide souvenirs;-) Vi sluttede af med den første italienske is af mangeJ
Tilbage på campingpladsen gik turen i poolen, den flotteste jeg nogensinde har set på en campingplads, med to små øer ude i med palmer og madonna statuer påJ Desværre er bagsiden ved pools i Italien jo de forbandede tyskerhatte man skal have på, og ja alle andre end Clauses lå derhjemme, men hvem vil ikke gerne bruge 6€ på badehætter i stof? Jeg fatter simpelthen ikke meningen med det…
Til aften skulle vi jo selvfølgelig have rigtig italiensk mad, så vi gik op på pladsens pizzaria, hvilket viste sig at være en halvkedelig fornøjelse, for det første ventede vi enormt længe på maden og for det andet fik jeg ikke det jeg havde bestilt, først troede jeg at jeg havde oversat forkert, men senere gik det op for mig at det var den gale retL På vej tilbage til campingvognen, var der babydisco, så det måtte vi absolut ind og kigge på. Vi gik nu hurtigt derfra, da alle var trætte og lydniveauet ulideligt, det er det stadig nu to timer senereL Men det er lykkedes mig at komme på nettet fra campingvognen, selvom jeg har fået at vide at det ikke kunne lade sig gøreJ I morgen kører vi videre mod Napoli, med 1-2 planlagte stop, samt forhåbentlig en ripning af et stort supermarkedJ
30. juni
Ekstrem bjergkørsel – Ekstrem bykørsel
Sassier og Pietrapertosa
I dag var udnævnt til store køredag, vi skulle tværs over Italien, fra Brindisi til Napoli, på vejen ville vi rippe det første store supermarked vi mødte, samt opleve Sassi og Pietrapertosa, så niveauet var lagt højt fra start. Med lange blikke mod den lækre pool og derefter den fine sandstrand med lækkert blåt vand og sjove bølger, begav vi os igennem det land som skulle være goldt og sparsomt befolket. Af uransagelige årsager (kombinationen af Claus og gpsen) valgte vi ikke at køre ad motorvejen, hvilket betød en rigtig flot tur på 3½ time og 130 km, på stadig mindre, smallere og stejlere veje. Jeppe tog sig en ordentlig lur og mens stressniveauet var temmelig højt forrest i bilen, var fjanteniveauet tilsvarende på bagsædet… Endelig kom vi til Matera, hvor vi skulle se Sassierne, der er en by med boliger hugget ind i tufstenene i bjergene. Men inden vi kom så langt, skulle vi selvfølgelig først gennem byen, hvilket jo indbefatter flere små veje og selvfølgelig også et bycentrum der var afspærret pga. markedsdag, men vi endte da med at finde frem, så manglede vi kun at parkere… De eneste pladser vi kunne være på var handikapparkering, så vi måtte ned for enden af vejen og rundt i et u-sving, hvilket muligvis havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke det var for den italienske parkeringsmentalitet! Så jeg måtte ud og lege politibetjent, så vi kunne få de dyttende biler væk og derefter selv få bakket ud. Hvorfor er en gade totalt øde, bortset fra det tidsrum, hvor man sidder fast der med bil og campingvogn??? Da vi kom ud igen, fandt vi et p-hus, hvor vi med en hel masse vinken og meget lidt plads, fik os lirket ind og op i god plads ovenpå. Jeg forstår ikke at Claus var nervøs for sin b/e køreprøve, for det er da noget af det nemmeste han har været udsat for!
Selve Sassierne var et rigtig hyggeligt område, det blev rømmet af regeringen i 1944, fordi det var for pinligt at folk levede så kummerligt, så der blev bygget nye boliger til dem. I 80erne begyndte folk dog at flytte tilbage dertil og i dag er der tydeligt beboet og bygget til uden på hulerne og gjort hyggeligt med blomster osv. Vi var inde og se et vandreservoir, der havde sørget for frisk rindende vand til hele byen i slutningen af 1800tallet . Selve reservoiret var gravet ud under jorden og gjort vandtæt med et lag lavet af keramik. Desuden var der en hule der var møbleret som de så ud i slutningen af 1800 tallet, hvilket var meget fascinerende og gav et rigtig godt billede af deres liv, som også børnene kunne forholde sig til. Efter at have lirket os ud af parkeringshuset gik vi nu efter de store veje og kom forbi et stort supermarked, desværre uden en indgang ud til vejen… Så heller ikke her fik vi handletL Og så gik det ellers ad dejlig bred, flad motorvej videre derud af, denne gang med tre børn med næserne i DVD skærmene mens vi slappede af til Engle og Dæmoner, som vi varmer op til Rom medJ.
Pietrapertosa er en lille landsby kun 11 km fra motorvejen, i 1000 meters højde, hvorfor vækker vi så megen opsigt når vi kommer med campingvognen??? Byen ligger på en bjergtop, bygget direkte på klipperne, som også stikker op over det hele i byen. Claus havde lovet at give aftensmad, så vi gik på jagt efter mad, fandt et pizzaria der kun havde udbringning og endte kl. 19 på byens hotel, der først åbnede restauranten kl. 20…Gammelfar, der sad udenfor, sagde at han ville kalde på kokken, så kunne vi godt få mad, så vi ventede og ventede og ventede, jeg var lige inde ved købmanden ved siden af, hvor jeg havde set de havde elastikmapper, hvilket har stået øverst på min ønskeseddel i nogle uger, da jeg er træt af at samle alle vores brochurer og billetter op i hele campingvognen, hver gang vi har kørt, derefter ventede og ventede og ventede vi. Da vi ville til at gå, sagde gammelfar at kokken var på vej, så bare 5 minutter mere… Efter 40 min kom kokken og begyndte at skændes med gammelfar, en to tre, dækkede han et bord op i det snuskede pizzaria vi troede vi sad i, med hvid dug og stofservietter, så blev vi flyttet derover og plastikkrusene blev udskiftet med vinglas, om vi ville starte med lidt skinke og ost? Ja tak! Og så blev der ellers disket op med lækkerierneJ Efter antipastien var vi stort set mætte, men tog pænt imod tilbuddet om pasta med tomatsovs mmmmJ Derefter sagde vi stopmætte nej tak til mere mad, dels fordi vi var bekymrede for om vi havde kontanter nok, men mest fordi Claus gerne ville ned ad bjerget i dagslys. Mens vi kæmpede os ned ad bjerget igen, formentlig med rødglødende bremser, diskuterede vi hvem der turde prøve den ”svævebane” der var over til nabobjerget, ingen tvivl om at sikkerheden nok skal være i orden, men der var godt nok langt ned!!! Oppe fra Pietrapertosa lykkedes det os endelig at få mobildækning, så vi kunne ringe hjem til Oldefar og ønske ham tillykke med dagen.
Som om dagens køretur ikke havde været spænende nok, mødte vi ingen benzintank, før kørecomputeren sagde vi havde 60 km tilbage i tanken… Heldigvis foregik resten af turen på motorvej, indtil vi lige skulle gennem en lille by ned til campingpladsen. Lidt før midnat er åbenbar også myldretid, det var et mareridt, især fordi samtlige unge mennesker fra Napolis opland så ud til at være ude på scootere, de var overalt, uanset om der var plads til dem eller ej, på et tidspunkt var der en klemt inde mellem campingvognen, vores sidespejl og en modkørende bil! Vejen ned til campingpladsen troede vi ikke på, da der var flere biler på vej ud og den så meget ensrettet ud, så vi kørte forbi, hvilket var en rigtig dårlig beslutning, 40 min senere holdt vi foran en hermetisk lukket campingplads. Vi fik ringet dem op og efter at have siddet 10 minutter og ventet, fik vi at vide at de kun tog autocampere ind… Der holdt vi så uden andre muligheder ind at køre ligeud af det vi troede var en blind vej, førte ned til en havn, og lige rundt om hjørnet stod en mand og kiggede på os, leder i efter antonios camping? Den er lige der fremme! Og den var åben og vi kom ind og vi skulle ikke ud og køre mere på små fæle veje med mange scootere, altså før om et par dage! For sikken en dag!
Konklusionen på vores forventninger må være at der absolut ikke har været goldt der hvor vi har kørt og slet ikke tyndt befolket, at vi er kommet i gennem dagen uden skader må anses som et mirakel!!!
1. juli, torsdag
Vesuv
Formiddagen blev brugt på at komme på plads på campingpladsen og efter børnene havde hjulpet med markise og støtteben, gik de ellers i gang med at bygge et hus, med vægge af pløkker og tørresnor, huset er indrettet med spisestue, opholdstue og børneværelse og beboet af familien barn!
Ved totiden drog vi af sted mod Vesuv. Vi har talt om vulkanen de sidste par dage og Sara og Mikkel har været meget bekymrede for om der kunne komme udbrud mens vi var derJAlle forklaringer om sidste udbrud var i 1944 og seismologiske målinger var uden effekt, og spændingen om hvor tæt man kunne komme på kanten og om man kunne se lavaen nede i krateret var stor! Vi fik kæmpet os op til parkeringspladsen i 1000 meters højde og proppet alle i strømper og skoL. Lige da vi begyndte opstigningen stod der nogle og udlånte vandrestave gratis, så kunne man jo give drikkepenge hvis man ville;-) Så med vandrestave til alle (min røg dog retur efter ti skridt) begav os opad en bred sti, det var stort set som at bestige himmelbjerget, bare længere… Til alles store overraskelse mødte vi både en traktor og et par biler på vejen. Vi kom faktisk ret hurtigt op til krateret, hvor man kunne komme næsten helt hen til kanten og man kunne se helt ned i det! Der var bare ikke ret langt ned, og så var det lukket i bunde med lavasten, det levede ikke helt op til forventningerne, men det var nu et hit alligevel, man kunne gå næsten halvvejen rundt om krateret, så vi begyndte at gå rundt, det var så her vi fandt ud af hvorfor de anbefalede rigtige sko, for terrænet var noget mere ujævnt og flere steder gik vi i lavagrus. Der var flere souvenirbutikker, men vi havde ikke børnenes punge med og havde heller ikke været forbi en ATM, så det var udelukket – men så fandt vi ud af de tog kreditkort (det er de altså noget bedre til her end i Grækenland) så børnene blev lovet at de måtte købe på tilbagevejen, så kunne vi pludselig komme af sted Det var så her vi fandt ud af hvad bilerne lavede, de kørte varer op til souvenirbutikkerne, om dem der havde den sidste måtte bære alle varerne et par hundrede meter af ujævn vej og trapper, det er vist ikke det man kalder let tjente penge… Desværre kunne vi ikke se så langt, da det var ret diset, om det er smog, varme eller det tordenvejr vi kunne høre i det fjerne er ikke godt at vide. Endelig kom vi ud for enden og kunne hygge med medbragt isthe og kiks, med udsigt over pompei, det var bare lidt svært at se hvor det var, men pyt. Til gengæld begyndte den fjerne buldren at tage til, så det var tid til at komme ned, vi synes helt ærligt at vi har spænding nok i vores liv uden at stå på toppen af en vulkan i tordenvejr! På vejen måtte vi dog lige stoppe i den famøse biks, hvor børnene fik købt lava, Sara fik en halv bombelava, med krystallava indeni, Mikkel en æske med en masse forskellig lava og andre sten i (damen mente bestemt han var kommende geolog, siden han valgte den største æske) Og Jeppe fik sig en lavahest (måske erstatning for den lerhest han ikke måtte få i Olympia, bare fordi den var udstillet på museum?) Desuden fandt Sara den perfekte kaninpassergave til Josefine, så hun kan godt begynde at glæde sigJ. Jeppe var røget i rygbæreren for at vi kunne komme hurtigt ned, og det gik faktisk så hurtigt at Mikkel skred hele to gange i lavastenene. Vel nede uden større skader end hudafskrabninger og meget beskidte bukser og sko, kunne vi aflevere stokke og vores sølle mønter til tak. Og så gik det ellers ned ad vejen, med gpsen som guide, vi var færdige af grin, vejnavnet var så langt at hun var ved at knække tungen og samtidig blev det sagt så hurtigt at det lød som ekkoJDerefter fortsatte underholdningen, da vi kom til at køre bag en polsk turistbus, der absolut ikke havde erfaring med hårnålesving! Underholdningen sluttede da der kom en lige strækning, så vi kunne komme udenom og Jeppe endnu engang blev køresyg af bjergkørselL
På vejen hjem stoppede vi endelig i et kæmpestort supermarked, og fik købt diverse fornødenheder, såsom nintendo stylus, vand og fersk kød! Så klokken kvart over ni var vi hjemme igen og der var alle bare dødtrætte, så på trods af vi havde handlet til nem aftensmad hentede Claus pizzaer for at slippe for opvasken, men nu har vi da endelig mad i fryseren, så vi selv kan komme til at lave noget mad. Den store overraskelse vi kom hjem til var at vi havde fået danske naboer, børnene var helt oppe at køre over at der var nogen der snakkede dansk til demJ Der blev utrolig hurtigt ro efter de var blevet puttet. Og nu vil jeg gøre Claus kunsten efter og gå op og få mig et 1€ bad og få vasket bjergbestiger sved og støv af
2. juli, fredag
Bulder og brag
I dag vågnede vi til bulder og brag, altså nogen af os – Sara sov! Og nej det var ikke tordenvejr, vi fandt senere ud af at de fejrede en helgen, som havde noget med søfart at gøre, så hver gang der kom et skib, skød de chrysantemumbomber op i luften… Det gjorde de så hele formiddagen og så blev de enten trætte af det eller løb tør for bomber…
Efter ikke at have lavet noget hele formiddagen tog vi på stranden, hvor vi for det nette beløb af 12€ lejede to solsenge. Stranden er byens lokale strand og den er pakket som fluepapir. Vi fik dog plads helt nede i vandkanten, så børnene kunne bygge i sandet, mens vi kunne holde øje med dem. Det er ufatteligt så lang tid der kan bruges på at grave et hul, fylde vand i, siderne falder ned, så det må graves ud igen, så der kan fyldes mere vand i, kun for at siderne falder ned igen og så forfra… Vi fik også et par lektioner i naturlove… Når en katamaranfærge sejler forbi for fuld hammer, kommer der store bølger – vi tror nok vi fik alle sandting og dykkerbriller med hjem, men når man ligger 2 meter fra vandkanten i en solseng og vandet løber helt om bag solsengen, så er der store bølger, da jeg havde reddet tasken op på solsengen og vendte mig rundt stod der en dame og holdt fat i Jeppe, ups tænkte jeg, men da jeg løftede ham op ville han gerne ned igen, alle tre synes det var nogle pragtfulde bølger! Mikkel blev dog overrasket af den første bølge, da han var ude efter vand, men Claus fik hurtigt hevet ham ind i strandkanten, hvor det var sjovt at være. Næste naturlov der måtte erfares, var dels Jeppe, når man tisser uden ble på bliver man (og solsengen) våd, Claus måtte så erfare at når man ikke kun skyller solsengen med spanden, men også mor, så får man tre børn, med hver deres spand efter sig! Jeppe fandt så ud af at når man skyller solsengen med vand løber det alt sammen ned igen i det laveste hjørne, hvor man så kan nå at samle noget af det op igen, det brugte han meget tid på, mens Sara og Mikkel byggede hotel, med parkeringspladser og swimmingpool mm.
Tilbage på pladsen stod den på hårvask til alle og så gik børnene ellers i gang med at bygge om på deres hus, jeg kastede mig over et blad og Claus gik i gang med aftensmaden, tomatsalat, frisk pasta og steaksJ. Og så sluttede vi dagen af med en rundtur på havnen og en isJ
Da børnene var lagt i seng lød der så et ordentligt brag, det var en ny ankommet campingvogn, der kørte ind i en autocamper! Claus så det, men anede ikke hvad der var sket, den var ikke koblet til bilen, men stærkt gik det. Det så nu ikke ud til der var sket større skader og der var ingen højlydte skænderier, så vi var ikke henne og blande os.
3. juli, lørdag
Pompei og Herculoneum
I dag var der dømt store udflugtsdag, vi startede med at konstatere at de nok var godt vi tog vores stranddag i går, for der måtte om muligt være mange flere mennesker i dag. Vi kørte 13 km ind mod Napoli og hele vejen var køen i modsatte vejbane stort set stillestående, altså hvis man ser bort fra de allestedsnærværende scootere, som rent faktisk blinker ad os hvis vi ikke laver plads nok til dem! Det kan selvfølgelig være jeg tager fejl, men jeg forventer egentlig at fuldt optrukne linjer og overhaling forbudt skilte betyder det samme i Italien som i Danmark… Nå men efter lidt fjumren rundt, hvor det for en gangs skyld var gpsen der havde ret, ankom vi til Pompei, der vist kun kan beskrives med et ord: Enormt!
Det er kæmpestort, både arealet de fylder, men også bygningerne, mange af dem er betydeligt større end vores hus. Pompei var en handelsby, med hvad dertil hører fx infrastruktur, politisk propaganda og bordeller. Efter at have kigget i deres lille museum foran indgange, hvor der var en del om vulkaner og udgravningerne, startede vi med at se deres colloseum, som var kæmpestort og hvor man kunne kigge ind i rundgangen rundt om arenaen. Jeppe mente helt bestemt det måtte være passende med en olympisk spurt, men Claus og Sara fandt en gladiatorkamp mere passende. Derefter gik vi videre op gennem byen og faldt gang på gang i svime over deres enorme byggeevner, det der er mest utroligt ud over at de rent faktisk var i stand til at bygge huse i flere etager, var udsmykningen, murene er pudsede og malet så rummene kommer til at fremstå slotsagtige, oveni at væggene i sig selv er rene kunstværker, er de så rundt omkring pyntet med små malerier, malet ovenpå væggen, så det ligner et billede der er hængt op. De flotte atriumgårde, med bassin i midten er et kapitel for sig, for ikke at tale om mosaikgulvene, her taler vi om mosaikker i ¼ størrelse af dem vi ser i dag og i langt mere kunstfærdige mønstre. Mange af husene havde butik ud mod gaden, og diskene stod endnu, med indmurede krukker til varerne. Gaderne var med fortov, kantsten og fodgængerovergange, der bestod af forhøjede sten, så man kunne komme tørskoet over gaden, som i øvrigt havde hjulspor tydeligt slidt ned i stenbelægningen. Kort tid inden Vesuvs lava begravede byen i 79 f. k var der lavet en aquadukt i byen, hvilket havde givet mulighed for rindende vand, hvad de udnyttede til at lave haver, med forskellige bassiner med statuer i til pynt. Efter at have udforsket en masse huse, kom vi ned til amfiteatrene, det lille står som oprindeligt og er på størrelse med det i Delfi, det store er kæmpestort, men til gengæld renoveret, hvilket både er godt og skidt, for det er renoveret med mursten og ser ikke specielt autentisk ud, slet ikke når der er ved at blive sat op til show med lys og lyd;-) Til gengæld giver det en rigtig god fornemmelse af hvordan det har set ud oprindelig.
Godt udkørte af varmen smuttede vi efter nogle andre ud gennem en medarbejderparkering til den store vej, så vi slap for at gå gennem Pompei tilbage, vi ville bare ende i 25 huse mereJ. Fandt en restaurant hvor vi kunne få noget frokost, smed os ned ved et bord i skyggen, hvor der sad en dansk familie med to teenagedøtre ved siden af. De var en uge i Rom, fordi de skulle til en bekendts bryllup, hvad de glædede sig rigtig meget til og så havde de lige taget en afstikker til Vesuv og Pompei. Efter maden fandt vi bilen og så gik den vilde jagt på campingforhandleren, den succes, alle vi spurgte svarede bare si, si, camping pompei 2 km og pegede, ja men det var jo ikke campingpladsen, men boutiqe camping, si si, camping pompei! Argh vi var jo ligesom lige kørt forbi camping pompei, så vi vidste godt det ikke var den vi ledte efter… Men så kunne vi da køre til Herculoneum i stedet.
Hercoluneum var en ferieby og er først udgravet noget senere end Pompei. Den lå der hvor stranden var i antikken, og havde derfor en badeanstalt der. Selvom Pompei og Hercoluneum på mange måder overlapper hinanden, er vi glade for vi valgte at se begge. Herculoneum er i bedre stand, her er endda nogle steder træ der er bevaret, et sted en hel balkon inde i et hus, men der var kameraet løbet tør for batteriL Desuden har de toiletter og kloakering, som man kan se, hvilket jo er ret fascinerende, jeg mener bare, hvornår var det lige vi fandt på det derhjemme??? Og så er deres gulve og billeder i endnu flottere stand end i Pompei, desuden havde de flere steder også billeder hugget ud i marmor. Det var heldigvis et ret lille sted, for der var ikke så meget energi tilbage, men for det første er det lidt som at være på skattejagt, hver gang man ser en ny dør, skal man ind og se hvor mange rum og flotte ting der, børnene sagde gang på gang at de ikke gad mere, men de kunne alligevel ikke styre deres nysgerrighed, når vi kom til et nyt hus, for det andet er der rigtig mange firben, og de placerer sig så taktisk at de lige tager børnenes opmærksomhed når de er ved at være trætte;-) På vej tilbage til bilen fik vi os lige en is, så vi var klar til at kaste os ud i lørdagsmylderet i det gigantiske supermarked, så nu burde vi have vand, isthe og brød nok til at tage til Rom. Aftensmaden lavede Claus, mens jeg sludrede med naboerne fra Sorø og børnene byggede deres hus om for sidste gang inden det skulle pakkes væk og så har vi ellers fået ryddet op, så vi er klar til at køre i morgen, meget, tidlig, inden Italienerne begynder at valfarte til stranden, vi skal gerne herfra allerede halv ni
