20. juni, søndag
Marathon
I morges stod vi tidligt op og tog ud for at finde Marathonmuseet, Claus er efterhånden ret god til at finde frem uden en adresse. Vi fandt også museet uden andre problemer end at Jeppe kastede op lige uden for museet, men det er hurtigere klaret end når det sker i bilen. Selve museet var ikke ret stort og indeholdt de sædvanlige terracotta krukker mm, her dog med andre påmalede mønstreJ. Det mest interessante museet havde, var en lerkiste med et barneskellet, som var overordentligt velbevaret, man kunne tydeligt se at mennesket ikke var så stort dengang, for ud fra størrelsen lignede det en 1-årig, men den havde to års tænderne, så det har nok været 2-3 år. Børnene synes som sædvanlig at det var vældig spændende, men vi tog kun en hurtig tur, da det var en gravhøj fra slaget ved Marathon i 490 f. k, samt et overblik over slaget vi var kommet for, det viste sig dog at ligge et andet sted, men de synes også lige vi skulle se deres udgravning, i den anden bygning. Det viste sig at være 3 runde gravhøje, der var muret op, hvor høje de har været fandt vi ikke ud af, men gravpladsen var fra 2000-1300 f. k. og der var flere af dem der indeholdt skeletter! Bagefter kørte vi over til gravhøjen der indeholder 192 soldater der døde, da den ca. 10 000 mand store Athenske hær kæmpede mod den mindst dobbelt så store persiske hær. Athenerne vandt og sendte en ung soldat ind til byen for at give besked, da han ankom til byen råbte han ”vi vandt” og faldt død om. Marathonløbet blev løbet på den rute han løb, første gang ved OL i Athen i 1896, til ære for ham og blev vundet af en græsk postarbejder. Ved OL i London i 1908 blev længden øget fra 42 km til 42,195, for at det kunne slutte lige uden for kongelogen. Selve gravhøjen lignede bare en græsbevokset høj og modellen over slaget, var en model over hvor alle seværdighederne i Marathon var. Derefter droppede vi at køre ud og finde startlinjen, til fordel for at køre hjem og pakke sammen, så vi kunne komme videre mod Delfi.
Turen føltes som om vi kørte hele dagen, på trods af den kun tog ca. 4 timer, inklusiv frokost på McDonald’s. Igen blev vi meget fascinerede over naturen i bjergene omkring Marathonsletten og hvor meget bjergkørsel der er… Efter at have kørt ca. 10 km ved siden af motorvejen, kom vi endelig på, tak GPS. Efter motorvejen stod den i den grad på bjergkørsel igen. Nu var bjergene til gengæld meget mere frodige, det er egentlig sjovt hvor forskellige bjerge egentlig er, for selvom de er grønne og frodige, er de meget forskellige fra Alperne. Claus er meget tilfreds med bilens evner for bjergkørsel.
Uden problemer fandt vi campingpladsen, vi måtte dog spørge om vej en enkelt gang, hvor vejen splittede sig ud, men den løb sammen igen lidt længere fremme, så det var ligegyldigt hvilken vi tog. Jeppe faldt i søvn 3 minutter før vi kom til campingpladsen og sov til vi var færdige med at stille op her og Claus og de to store var gået i poolen. Jeg udnyttede freden til at få støvsuget og gjort badeværelset rent, nu hvor man kan holde til at være inde i campingvognen. Pladsen ligger nemlig ret højt oppe i bjergene og det blæser ret meget, hvilket betyder at vi kan være inde i campingvognen med kun dør og topluge åben uden at have behov for at åbne alle vinduer og tænde det medbragte blæsertårnJ. Her er den mest fantastiske udsigt ud over bjergene og den Korinthiske bugtJ
Endnu engang blev aftensmaden indtaget på pladsens taverna, vi ville egentlig have handlet i et af de store supermarkeder ved landevejen, men de holder sørme helligdagen i hu her, så alt var lukket. Maden var nu også lækker og bagefter gik vi ud i butikken og fik en is, og så kunne jeg jo lige hente netbooken og få skrevet dagbog og opdateret hjemmeside imens. Jeppe var nu træt, så Claus er gået ned for at putte ham.
21. juni, mandag
Delfi.
Dagens mål var Delfi, endnu en arkæologisk udgravning, som vi egentlig havde fravalgt hjemmefra, da vi ikke synes den havde noget vi ikke ville have set på nuværende tidspunkt, men vi fravalgte jo det store amfiteater i Epidavros og efter at have set resterne af dionyssosteateret ved Akropolis, ville vi egentlig gerne se et der var velbevaret. Desuden har de en bronzeztatue, der har overlevet fra den gang og sidst men ikke mindst er historien omkring oraklet i Delfi jo også spændende, delfi blev kaldt verdens navle i det antikke Grækenland. Desværre åbnede de først kl. 13.30 fordi det er mandag, så måtte vi jo tilbringe formiddagen i poolen med udsigtJ Børnene nød bare at have tid til at lege, især når nu der var en legeplads og at det var koldt nok (ca. 27 grader til morgen) til at lege inde i campingvognen.
Vi valgte at tage campingvognen med til Delfi, selvom vi kom forbi pladsen igen på vej videre, men campingpladsen havde en politik om at man skulle betale en halv dagspris oveni, hvis man tjekker ud efter 2… Og så spørger jeg bare, hvorfor har vores gps ikke lastbilfunktion??? For vi kørte bag en bus der tog den ene af vejene og gpsen sagde den anden, som vi fulgte – det skulle vi ikke have gjort… Vejen var sådan set bred nok, problemet var bare de parkerede biler. Det var lidt som da vi skulle have flyttebilen ind i Grønnegade i Ribe. Vores ekstra sidespejl måtte lige gøre opmærksom på sin eksistens på et udluftningsrør der stod ved en husmur og Claus er spændt på at få tjekket skorstenen på campingvognen, for han synes der var et træ der var tæt på. Jeg var ude og gå bagved og kan så fortælle at der ikke kun var smalt men også stejlt.
Det første vi hørte efter at have parkeret vogntoget i vejsiden i Delfi var museumsvagternes evindelige fløjten, når nogen kommer for tæt på eller kravler op på ruinerne. Efter en hurtig frokost hvor vi udryddede det sidste brød og pålæg begav vi os OP i Delfi. Udgravningerne ligger på en stejl bjergside, de har altså ikke været helt uden evner de gamle grækere, og det er heller ikke fordi de sprang over hvor gærdet er lavest når de byggede, der er masser af buede vægge og udsmykninger skåret ind i stenene, jeg tør slet ikke tænke på hvor lang tid hvert enkelt byggeri har taget. For ikke at tale om hvor mange menneskeliv der er gået til… de har jo nok ikke brugt deres heste til trækkraft… For ikke at tale om teorierne om hvorvidt de har haft hjælp af Asterix, Obelix og deres trylledrik… Teatret som vi var kommet for at se lå selvfølgelig øverst oppe, det var ikke særlig stort og så heller ikke så flot ud som de øvrige vi har set, da det ikke er i marmor. Men det var næsten helt og til en forandring kunne man komme ind på scenen, så Claus kunne demonstrere den gode lydJ. Vi havde lidt sjov ud af at de bedst bevarede byggerier vi har set her er i Athen og den eneste bygning der stort set stadig stod her var Athenernes skatkammer…
Hvor oraklet fra delfi holdt til melder historien desværre ikke noget om, det siges at oraklet var en kvinde der sad på en trefod henover en kløft, hvorfra der kom gasser op af jorden, når hun indåndede disse begyndte hun at tale i vildelse og så stod præsterne ved siden af og oversatte det hun sagde til den der var der for at stille spørgsmål. Oprindeligt var det smukke unge kvinder fra de nærliggende landsbyer der blev brugt som orakler, men da de have det med at stikke af med pilgrimmene, blev oraklerne i stedet gammeljomfruer over 50! Oraklet i Delfi havde ry for at være det mest pålidelige, hvilket nok dels skyldtes at præsterne her var særdeles godt orienteret om hvad der foregik ude i samfundet og dels at de havde et omhyggeligt arkiv med de spørgsmål den enkelte havde stillet og de svar de havde fået. Ødipus far var af oraklet i delfi blevet spået at hans søn ville slå ham ihjel, derfor anbragte han den spæde Ødipus til at blive spist af ulvene i skoven, en hyrde fandt ham og tog ham med sig og han blev adopteret af den lokale konge, som voksen opsøgte han oraklet i Delfi, der fortalte ham at han skulle undgå sin far, for ellers ville han slå ham ihjel, og gifte sig og få børn med sin mor, det ønskede Ødipus ikke at gøre mod sin far, derfor vendte han ikke tilbage til sine adoptivforældre igen, men drog i stedet mod den by hvor hans biologiske far boede, på vejen mødte han en vogn, hvor kusken piskede ham fordi han stod i vejen, det blev han så gal over at han slog kusken og passageren (sin far) ihjel, derefter kom han til sin fødeby, hvor han besejrede sfinxen og fik sin mor som hustru som belønning og de fik fire børn sammen og oraklets profeti gik i opfyldelse.
På vej ned til museet kunne Jeppe absolut ikke gå mere, men efter at have fået stillet en is i udsigt, fejlede bentøjet ikke noget og da vi kom ned på det lange flade fortov kunne han uden problemer løbe af stedJ Stor var krisen jo så da de ikke solgte is på museet… Men Slush Ice kunne da bruges i mangel på bedre. Deres Slush Ice hernede smager for øvrigt rigtig godt, vi har dem mistænkt for at bruge rigtig frugt i dem.
Selve museet lignede igen de andre vi har været på, her var der bare rigtig mange ting i bronze, det er sjovt at høre hvordan især Sara, men også Mikkel udpeger tingene med kendermineJ Vi gik det nu hurtigt igennem, indtil vi fandt bronzestauen, der oprindelig har bestået af en vogn trukket af 5 heste, en hjælper der holdt en af hestene foran og vognføreren. Det er kun vognføreren og enkelte dele af det resterende der har overlevet og det skyldes at det er blevet begravet i et jordskælv i 474 f. k. I Delfi blev de Pythiske lege afholdt og det var kutyme at vinderen blev portrætteret i bronze. Ham her er meget detaljeret, han har godt nok mistet en arm, men de fine øjenvipper er der stadig!
Så gik det ellers af sted mod Olympos, gpsen måtte dog igen lige bruge lidt tid på at beslutte sig for hvad vej den ville ud af byen, vi havde heldigvis kigget på et kort inden, så hun fik bare lov at beregne ny rute indtil hun var enig med os;-) Eneste problem var da vi troede vi var smarte og fulgte efter en lastbil i håb om at slippe for de helt små gader, den drejede fra hovedvejen, så vi måtte lige en på en hotelparkering og vendeJ Og så gik det ellers op i bjergene for en gangs skyld. Og så begyndte det endda at regne, nu ikke ret meget, men nok til at da vi kom op på den første bjergtop holdt der en bil med trailer der var kørt i grøften, heldigvis ikke i dalsiden, men da alle var kommet ud og de var ved at tage billeder, kørte vi bare videre. Jeg behøver vel ikke gøre opmærksom på at her står enormt mange små altre langs vejen… Ikke længe efter blev Jeppe køresyg, men heldigvis kom der en rasteplads og han er blevet ret god til at ramme de specialdesignede poser;-) Og vi ved efterhånden også godt hvornår de skal findes frem… Men så kunne vi da lige få hentet de sidste croissanter i campingvognen, det kunne da stille den værste sult indtil aftensmadstid. På næste bjergtop stod der pludselig en hund og gøede af os, vi kom åbenbart for æt på dens geder, der var ved at græsse langs vejen. Efter et par timers bjergkørsel nåede vi endelig motorvejen, og nød den flade strækning, farten, og håbet om aftensmad. Det kom og først små 100 km senereL Til gengæld mødte vi endnu et uheld og kom udenom den væltede varevogn, hvor der igen ingen tilskadekomne var, lige efter politiet var ankommet, så vi fik da set at de startede med alkometeret! Aftensmaden blev endelig indtaget på en græsk burgerkæde der hedder goodys, niveauet er som McDonald’s og Burger King, men burgeren bliver serveret på tallerken og med bestikJ. Derfra var der kun omkring 50 km og til vores store glæde var der kun omkring 1 km fra motorvejen til pladsen. Denne gang havde vi prøvet at navigere efter koordinater, så da vi kørte af motorvejen blev vi dirigeret først til højre, så til venstre og derefter ville den til venstre igen, men lige foran os lå campingpladsen, vi var ikke engang begyndt at lede efter den endnu, vi var faktisk nær kørt forbi! Køreturen på under 300 km har taget ca. 5,5 time, inklusiv pauser.
Vi er efterhånden hurtige til at få kørt vognen på plads, med minimal brug af håndkraft, og mens jeg ryddede op efter Clauses kørsel inde i vognen, gik Claus og drengene ned og kiggede på stranden og så kunne der lige blive tid til at hurtigt spil UNO inden sengetid.
22. juni, tirsdag
Olympus
Efter en rolig morgen med togbanebygning (drengene), littlest pet shop på ds (Sara) og egernjagt med kameraet, tog vi ind til den nærliggende landsby som ligger ved foden af Olympus, efter kortet at dømme var det ikke muligt at komme højere op end byen, så prioriteringen var bliv på de større veje og vælg hele tiden den der går opad. Det viste sig at være en rigtig klog beslutning, da vi sørme fandt lige nøjagtig den vej der fortsatte op ad bjergetJ. Den delte sig flere gange, men vi valgte at holde os på asfaltvejen, som endte i en parkeringsplads, så måtte vi jo ud og kigge os lidt omkring, det var vist et sted hvor der bliver holdt friluftgudstjenester, der var et lille kapel og en lille legeplads, samt en overdækket terrasse, hvor der stod en talerstol, desuden stod der et efterladt telt inde mellem nogle træer og flere par sko rundt omkring… Da vi havde udforsket færdigt begyndte vi at køre nedad, nu havde gpsen så fundet vejen vi kørte på og den viste at den sidste grusvej vi havde set, gik ret langt op, så den måtte vi jo også en tur opad. Den var faktisk rigtig fin at køre på, absolut bedre end Islands bedste;-) Og den gik bare op, op og op, med masser af hårnålesving, da vejen blev dårligere og ikke rigtig gik opad mere vendte vi om, på vejen ned kom jeg i tanke om at gpsen har højdemåler, den viste 764 m, så vi vurderede at vi har været oppe i 8-900 m. (Hvis man kører 10-12 km/t og højden falder med 1 m/s, er vejen så stejl?) Vel nede igen lød der pludselig et hyl fra bagsædet, det var Sara der havde fået øje på en græsk landskildpadde ude midt på vejen, så den måtte vi jo lige ud og hilse på, og Sara fik reddet den ind over kantstenen. (Nej vi skal ikke have den med hjem!!!) Inden vi kørte tilbage til campingpladsen fandt vi et rimeligt supermarked, så køleskabet nu igen indeholder bare lidt mad inden vi skal ud og køre langt i morgen. Resten af eftermiddagen gik med leg, Claus og de to store var nede og bade/snorkle og jeg forsøgte at få opdateret hjemmeside, men nettet her er temmelig ustabilt. Mikkel og Jeppe fik købt sig et par vandpistoler, hvilket jo kan udfylde enorme mængder tid…
Aftensmaden foregik inde i bjergbyen, hvor vi først gik os en runde og så på byen og udvalget, for til børnenes store ærgrelse at gå tilbage til den første vi havde kigget påJ ”Ej altså, kan vi ikke bare spise her” blev hyppigt suppleret med ”Må jeg få en is?” hver gang vi kom forbi en af de mange gadekioskerJ. Nu har alle børnene fundet ud af at de kan lide tzatziki, og i dag kom vi til at bilde dem ind at der ikke var spaghetti bolognese på menukortet, tænk engang, græske kødboller og souvlaki smager også godt! Det var meget godt vi fik gået den runde i byen, for så fandt vi jo skiltet mod Mt. Olympus, så vi måtte jo lige køre en aftentur og så gik det ellers opad igen, denne gang i tusmørke og på asfalteret vej. Det bliver hurtigt temmelig spooky på et bjerg med træer langs vejen i mørke, men opad gik det og pludselig stod der en hest med saddel og oppakning i vejkanten og græssede, mærkeligt! Noget højere oppe kom der to mere, samt en uden saddel og oppakning, meget mærkeligt! Da vi kom over 1100 meters højde og det havde gået nedad et stykke tid vendte vi om, vejen var lang endnu på gpsen. Da vi kom op i 1100 m igen, satte vi låg på en tom flaske, som Sara sad med på vejen ned, og den blev tyndere og tyndere! Så er det ikke svært at holde sig vågen kl. 22. Hendes forældre havde imens en heftig diskussion om hvorvidt eksperimentet viser noget om luftens vægt, eller massefyldeJ. Kl. 22.30 var vi tilbage på campingpladsen, som jo heldigvis ikke lukker bommen så tidligt hernede og så var der ellers lige tegn et fysikeksperiment, inden der blev sagt godnat og sov godt
23. juni, onsdag
Vandfald
I dag skulle vi op og af sted, det var lidt trist at forlade bjerget uden at have fået set hvor langt vi kunne komme op ad vejen, men jeg har letsindigt nok lovet børnene at når de bliver store kan vi tage en af de tredages vandreture de tilbyder til toppen, Claus mener han er syg den dagJ. Turens første stop var en kantina, græsk variant af pølsevogn, hvor i fik hotdogs. Børnene udnytede muligheden for noget velkendt, en helt almindelig hotdog med pølse i og ketchup på. Vi andre fik en med græske frikadeller, tomat, pommes frites mm. Det smagte nu godt, selvom Mikkel ikke mente det hverken var sundt eller normal frokost (læs rugbrød). Næste stop var Edessa, en landsby, hvor en masse kilder fra bjergene samles i et stort 25 m højt vandfald. Da vi gik langs det brusende vandløb ned mod vandfaldet, var vi ikke i tvivl om at der var store kræfter på spil, hold op det havde fart på! Det helt specielle ved dette vandfald er at man kan komme helt ind bagved det. Det er altså sejt at stå derinde og kigge ud over den store flade dal, for ikke at nævne vandmasserne der vælter ned lige foran en. Ved siden af stien som førte bag vandfaldet, var der en anden og tydeligt ældre trappe, som også lige skulle udforskes, den førte ind til nogle små grotter, a la drypstenshuler, samt til en afsats, hvor ham man betalte til, havde sin feltseng stående til siestaen… Da børnene og jeg stod inde i den største grotte og studerede loftet, sagde jeg til dem at i nok var lige under vandfaldet, det fik alle tre til, samtidig, at vende næsen mod loftet med åben mund og vantroen lysende ud af øjneneJ. Derefter gik vi op og fik en dejlig stor is, som blev nydt siddende ved et lille stille springvand, med samme klare vand som resten, mens vi sad her blev vi ringet op af håndværkerne hjemmefra, det er altså fuldstændig uvirkeligt at tage stilling til noget som helst der foregår i den virkelige verden… Nu var vi jo i turistland, men heldigvis havde vi parkeret, så vi kun kom igennem 2 ”butikker” med alverdens T-shirts og skrammel, drengene er heldigvis udgået for penge indtil på søndag, Sara har udvidet samlingen med et pelsdyr… Men Edessa var helt sikkert omvejen værd! Og så er det jo altid morsomt at køre med campingvogn i sydeuropæiske byer… I dag var vejene nu brede nok, selvom vi lige måtte vente på en dame der havde parkeret ulovligt i den gale side af vejen, mens hun hentede mad. Hvis ikke man kan finde en parkeringsplads, stiller man bare bilen belejligt og tænder for katastrofelyset… Der var faktisk en mand henne at tage i døren på bilen, for at se om han kunne flytte den for os! Alle former for færdselsregler, skilte mm hernede er kun vejledende, om det så er skiltet på motorvejen der fortæller hvilket faciliteter der er på den kommende rasteplads (til vores glæde en ATM, Nej sådan en havde de da ikke!?!)
Videre mod dagens endelige mål, gik det igen uden problemer, vi har faktisk kørt på rigtig gode veje i dag og næsten ingen bjergkørsel, dog nok til at Jeppe blev køresyg igen, længe leve de fantastiske brækposer, Sara præsterede endda at holde den for ham, da jeg knap kan nå, så vi slap for noget udenfor posen, så er det jo ikke noget problem med køresygeJ. Vi fandt uden problemer campingpladsen og fik en god plads med udsigt over Meteora. Eneste skår i glæden er at poolen kun er halvt fyldt op med vand, men Claus mener den er klar når vi kommer hjem fra tur i morgenJ. Manglen på pool blev dog fint opvejet af små nuttede kattekillinger, vi må gerne få dem gratis, det vil Sara gerneJ hun er meget lidt forstående for konceptet omkring pas til dyr… En halvkedelig aftensmad blev indtaget på pladsens taverna, mens computeren oploadede billeder og børnene efter at have slugt deres mad strøg larmende rundt efter killinger, springvand og ???? Støjende var det i hvert fald, men nu sover de sødt og så håber vi det hjælper på deres opførsel;-) Vi udnyttede deres ro til at snige Jeppes DVDafspiller ud og høre Tankados kode færdig, nu har vi altså fået nok af at sidde med den i bilen og prøve at få den til at spille, når man endelig får den i gang, læser den kun et par afsnit, inden den spytter CDen ud og så skal man så genfinde det nr. man var kommet til og håbe på den godtager det, men for det meste spytter den den ud 5-10 gange inden den accepterer denL. Claus mener vi skal høre Engle og dæmoner inden Rom, jeg er lidt lunken, for det er jo ”samme” CD og format, måske vi skulleprøve en anden og håbe det går bedre… Jeg har i hvert fald hørt indledningen til Tankados kode så mange gange at jeg er ved at skrige hver gang jeg hører den.
24.juni, torsdag
Meteora
Efter en rolig morgen, som børnene primært brugte med kattekillingerne, kørte vi op til Meteoraklostrene. Vi havde udvalgt to hjemmefra, da vi godt vidste at vi aldrig ville komme igennem 7! Hjemmefra havde vi påklædt os passende, med lange ærmer, lange bukser til drengene og lange nederdele til pigerne, det passede os egentlig fint at få på, her i kun 24 graders varme, men det blev nu varmt op ad dagen… Det første kloster, som er det ældste, er fra 1100 tallet, men da vi kom derop var det fuldstændig umuligt at få en parkeringsplads, medmindre man ville holde på ydersiden af vejen, det ville Claus ikke! Så vi blev enige om at tage det kloster der lå lige ved siden af først, og så se om ikke trafiksituationen blev bedre senere på dagen, ved det andet var der masser af plads og vi travede troligt ned og op af trapper, kun for at konstatere at der var lukket om torsdagen… Flot, det vidste jeg da godt, men jeg troede egentlig kun det var onsdagL. Så kørte vi op for at se om vi havde mere held med det første denne gang, der var stadig ingen pladser, men Claus fandt et sted han kunne acceptere, så var børnene sultne, så vi startede med at købe ”parisertoast” i kantinaen og sad så på en stenkant og spiste den, mens vi kiggede på souvenirsælgerne og turistbusserne der skulle vende rundt på en meget lille plads – KAOS!
Endelig kunne vi begive os ind, eller over er vel det mest rigtige ord, det specielle ved disse klostre er at de er bygget på klippetoppe, som dengang har været helt afsondret, man har skullet klatre ad stiger op til dem. Oprindeligt var det enkeltpersoner der flyttede derop i den tro at de fik det evige liv som gave, til tak for at vælge det afsondrede liv nær gud, senere kom klostrene til, og endnu engang kan man forundres over grækernes evne til at bygge det umulige! Meteoranos klostret er et munkekloster, hvor man kan se den ene kirke, med masser af flotte og drabelige fresker, samt deres gamle tømrerværksted, køkken, spisesal og nogle museer over datiden. Udsigten er jo fænomenal, hvis man kan nyde den samtidig med at man står ved et vakkelvornt gammelt hegn, eller på et trægulv, hvor man næsten kan se dem der går nedenunder, og hvor brædderne nogle steder mangler en flis, eller ikke sidder ordentligt fast… Munkene ser man ikke, da de har ansat civile til at betjene turisterne. Det virker nu også som et ret skrøbeligt sted de har bygget klostrene, da Klipperne her ikke er rigtige klipper, det minder mere som sandsten med større sten ind imellem, det er ret specielt.
Derefter ville vi se Sct. Stefano nonneklosteret, men da de havde siesta, kunne vi jo udnytte tiden til en is på vejen derover, vi mødte nu ingen isbod, men et udsigtspunkt, hvor jeg havde set en del mennesker stå på, der skulle også ligge det mindste kloster her, som skulle fylde hele klippetoppen ud og være beboet af unge nonner, jeg var ude for at kigge, men kunne ikke se klosteret og udsigtspunktet var absolut ikke et sted jeg ønskede at befinde mig med tre børn, så vi kørte videre. Nedefra kunne vi så se at vi skulle have været meget langt ned ad trapper for at komme til klosteret. Da vi kom over til Stefano klosteret var det stadig lukket og der var heller ingen isbod, så vi ændrede taktik og kørte i byen for at handle og tilbage til campingpladsen, hvor børnene igen kastede sig over killingerne og så kørte vi op til klosteret igen en time før lukketid, hvilket var en rigtig god løsning, for så var der næsten ingen menneskerJ. Klosteret har en lille (solid) bro over en meget dyb kløft, som man skulle over for at komme ind. Klosteret fremstår meget solidt og velholdt, her var man ikke utryg ved at gå rundt, det var utrolig flot, det bar tydelig præg af en kvindelig hånd og sans for æstetikJ. Sara var meget imponeret over nonnerne, men turde dog ikke få taget et billede sammen med en af dem, selvom jeg tilbød at spørgeJ Mikkel var generelt ikke begejstret for at være der, han var enormt bange for at vi blev låst inde, jeg ved ikke hvad vi har sagt der har skræmt ham sådan, for så snart han ikke kunne se en udgang ville han UD! Igen kunne vi komme ind i en lille kirke som var lige så flot og meget lig den anden vi havde set, men her var vi selv og kunne se tingene ordentligt, især det at de har malet oppe i lofterne og kuplerne vækker stor begejstring hos børnene, og så er de meget fascinerede af det med at tænde lys! Vi var nogen af de sidste der gik ud og så lågen blive lukket (elektrisk) efter osJ Desuden havde de, kamera overvågning også udenfor, hvilket ikke undgik Mikkels skarpe blikJ.
På vejen hjem ville vi købe kyllinger med fra en kantina tæt på campingpladsen, der var overklistret med billeder af kyllinger, men som før nævnt er skilte kun vejledende i Grækenland, for kyllinger havde de ikke… Så kørte vi ind til byen for at finde noget take away, hvilket viste sig at være håbløst, dels fordi klokken ikke engang var 18, så alt var stadig lukket og dels fordi byen er håbløs at finde noget i, i morges brugte vi nok en halv time på at finde en af de efter sigende 10 banker og byen er på størrelse med en 25 øre. Vi endte på noget vi troede var en restaurant over for campingpladsen, men som i bedste fald kunne beskrives som et cafeteria med mikrobølgeopvarmet mad, det smagte nu godt nok, men prisen var ikke specielt billig og da vi havde spist tidligt, kunne vi jo rigtig hygge til aften, så Sara og Mikkel ville gerne i poolen, Claus ville gerne gå med dem derop, men ikke med i vandet, den var endelig blevet helt fuld, men de var ikke modtagelige overfor forklaringer om at vandet ikke var varmt endnu. Mikkel endte med at have været nede af stigen og dyppe sig helt 4 gange inden Sara fik nosset sig sammen til at hoppe i vandet. Og fordi Mikkel havde smidt sin søhest i vandet, følte hun sig forpligtiget til at hoppe ud og hente den og svømme over til den anden side af bassinet med den (de havde gejlet hinanden godt op), hvilket resulterede i en nærdødsoplevelse for hende for vandet var KOLDT! En efterfølgende tur under den” varme” bruser gjorde det ikke meget bedre, men efter to sejre over mig og Mikkel i UNO var hun klar til kattekillingerne igen. Det var hendes tur til at vaske op, hvilket resulterede i et meget forbavset spørgsmål om aftensmad, hun troede vi havde fået frokost, da vi spiste aftensmad, så hun var sulten nu. Men heldigvis ikke mere end et indhug i vores 7 kilos vandmelon kunne klare
25. juni, fredag
Derfor har grækerne ingen penge!
I dag skulle vi ud til kysten, herunder især varmen og strandenJ. Så vi fik pakket sammen og kom af sted, på vores kort kan vi se at motorvejen på vores rute formentlig er færdigbygget, men af tidligere erfaringer fra Italien, valgte vi lige at tjekke med campingfatter. Han mente endelig ikke vi skulle tage motorvejen, Claus var lidt hooked på landevejen, der helt sikkert måtte være flot, da der var en masse bjergkørsel, men det havde han kun hovedrysten til overs for, så det blev motorvejen og heldigvis for det, for Jeppe blev igen køresyg på de 40 km bjergkørsel der var inden motorvejen, vi glædede os igen over at have de rigtige brækposerJ. Motorvejen var en flot oplevelse, den startede i knap 1000 meters højde. Det meste af den er nybygget og starter med et skilt med prisen på den; 220 mio. €, 160 mio. €, 114 mio. € osv., der var mange skilte også nogle på kun 20 mio. €. Det er nu ikke svært at forstå hvordan det blev så dyrt, for ikke så snart vi var kommet igennem en tunnel, før der kom en ny, mellem en tre fire tunneller i træk, kunne vi sige: ”Nu kører vi ud af en tunnel, nu kører vi ind i en tunnel” Ganske sjov underholdning, når mor og far har besluttet at fjernsyn og nintendoer skulle blive i campingvognen i dagL. Og hvis ikke der kom en ny tunnel, så kom der en bro, med meget langt ned. Sådan fortsatte det over 100 km og vi kørte af motorvejen i omkring 500 meters højde, så nu ved vi hvor alle deres penge er blevet af!
Lige da vi kørte af motorvejen skulle vi ind gennem Igoumenitsa og lige da vi kom ind i byen, lå færgehavnen der, så vi udnyttede lige muligheden for at få købt billet til mandag aften, hvilket gik problemfrit, det er muligt vi kunne have fået det billigere ved et af de andre selskaber, for de lå som perler på en snor, men der sad ligesom tre børn i bilen og ventede på stranden, så det blev tid frem for penge;-)
Campingpladsen fandt vi uden problemer og turen fra vejen og ned til den var en smal, stejl vej med MANGE hårnålesving, så vi glædede os over ikke at skulle op herfra med Fiat Fiasko! Campingpladsen virker ret indbydende i forhold til mange af de andre og så er her rigtig mange mennesker. Claus fandt en plads i et hjørne, hvor vi forsøgte at få vognen ind, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre og vi ville blive enormt trætte af at ligge sådan i tre dage, så vi fandt en anden plads, campingpladsen ligger i terrasser og da vi ikke kunne få en plads ud til vandet, prøvede vi at gå opad, hvor det også lufter mere, så nu ligger vi på tredje sal, med udsigt over vandet og en stejl tur eller trapper ned, men vi har nu godt af den smule motion vi fårJ. Og så blev det endelig tid til en tur i vandet, så vi smed håndklæderne i sandet og Jeppe startede med at vælte i vandet, så han kom først underJ og derefter kom Mikkel, Sara er ikke så glad for koldt vand mere, så hun var den sidste af os der kom iJ Det er nu heller ikke det varmeste vand vi har mødt, men vi har fået at vide der har været uvejr i denne uge og så kommer det kolde vand fra bjergene ud i havet og så bliver vandet koldtL. Og så har vi mødt en dansker!!!! Hun er på ferie her med sine to børn, manden kunne ikke få fri, men hun kunne ikke undvære godt vejr mere, så de tog en afbudsrejse uden ham, friskt gjort. Det gode er at hun har en datter på Saras alder, de bor godt nok på et hotel inde i byen, men campingpladsen har den bedste strand, så de kommer her ofte, Sara håber de kan være med til hendes fødselsdagJ. Aftensmaden blev indtaget på pladsens restaurant, og var rigtig lækker og da vi endnu engang er ved at løbe tør for kontanter, fik børnene at vide at de måtte hente penge i deres egen pung hvis de ville have is, jeg havde bare glemt at pungene var lagt i boksen… Så jeg måtte lige op og hente dem, og så fik vi isene gratis
26. juni, lørdag
Snorkel og gummitæ’r
Efter mareridtsnatten over dem alle, hvor hele familien har været vågne fra mange gange, til det meste af natten, sov vi længe, Sara helt til 10.30! Grunden til natteroderiet var myg, igen!!! Vi har nok fanget 100 myg i løbet af natten, på et tidspunkt fangede vi så mange at der rent faktisk lugtede rigtig brændt, længe leve den elektriske fluesmækkerJ Nå men sjovt nok var alle trætte i morges, så det var jo godt vi havde planlagt en fridag. Efter at have vasket og hængt den første vask op og puttet den næste i maskinen, tog vi ind til byen, for at kigge på ”legetøjsbutikker” dvs. turistbutikker. Efter at have set det meste af byen fandt vi en acceptabel parkeringsplads og begav os ned gennem mareridtet af butikker med alt i skrammel. Vi har et stykke tid kigget efter ABC-udstyr til Sara, men ikke fundet svømmefødder der passede, det lykkedes os så her i en lille sportsbutik, men det løb så også op i 46€, hvilket Claus ikke havde planer om at give, så han gav sig til at prutte om prisen, med det resultat at ejeren fortalte ham at hvis han ville have det billigere, kunne han gå i et supermarked! Så den endelige pris var… 46€!!!! Jeg skreg af grin, han har bare absolut ingen evner for detJ. Vi fandt en bager, hvor vi fik sandwicher til frokost og giv videre ned til havnen, hvor vi fik en is og så gik den ellers tilbage gennem butikkerne, hvor børnene nu skulle have brændt lommepenge af. Så fik vi bestilt fødselsdagskage og både Claus og jeg fik hævet penge uafhængigt af hinanden, så nu skulle vi kunne klare os et par dageJ Og så fik vi ellers handlet til birthsdayparty i morgenJ
Da vi kom hjem fik Sara undervisning i sit nye udstyr inden hende og Claus gik ned for at træne, imens fik jeg hængt mere vasketøj op og drengene fik leget med deres nye legetøj, inden vi også gik på stranden. Sara kom mig i møde med udtalelsen: Sand er mit udstyrs værste fjende, og så var der ellers fri leg. Sara og Mikkel fik mål vanddybden fra broerne, mens Jeppe testede hans nye bil i vandet, hvilket vil sige at den allerede stort set er ødelagt, men det er jo hvad man får i turistbutikkerne… Jeppe demonstrerede også lige hans evner for selvredning, da han tog et skridt for langt ud og ikke længere kunne nå bunden, men inden vi nåede ud til ham, var han selv vendt rundt og svømmet ind hvor han kunne bunde, dygtig drengJ.
Sara og jeg gik ned for at hente Pita med Gyros til aftensmad, men de havde ikke brødene i dag, så vi måtte nøjes med Gyros. Ventetiden tilbragte Sara med at spille bold med tjenerne med hendes nye beachvolleyball, så nu er hun på fornavn med dem og de har lovet hende en overraskelse til hendes fødselsdag i morgenJ. Sara har fundet en tysk pige at lege med her til aften, de har fanget 5 græshopper som pigen har i et lille terrarium, og det kunne Mikkel rigtig godt tænke sig at være med iL Men nu skal de alligevel ind og sove, så de kan være friske til i morgen. Så vi håber alle Clauses myggeforanstaltninger i dag giver en god nats søvn i natJ Så mangler vi bare at teeangerlejren går tidligt i seng en lørdag aften… Og så lover de regn i morgen, og Claus og Mikkel har gået en aftentur og set hvordan der bliver pakket sammen rundt omkring, hvilket ikke tegner godt for vores 2 halvtørre vaske…
