07 jul, 2015
Nu vi er så tæt på skal vi da se San Marino, den eneste tilbageværende selvstændige bystat i Italien. Økonomisk er de dog koblet på Italiens økonomi, så de har euro. Vi har besluttet at San Marino tæller for et land, da de har eget flag, egne nummerplader, eget politi (der kører i Fiat panda 4×4) og egen regeringsbygning. Når man kører ind i San Marino står der en tavle med gældende hastighedsgrænser, ligesom der gør ved alle andre grænser. Vores udmærkede guidebog kunne informere om at det er en selvstændig bystat og at der er en flot udsigt oppe fra borgen, så udgangspunktet for turen var borgen. Det var ikke helt med i vores planer at det tog en time og elleve minutter at køre dertil (1.27 hvis vi ville undgå betalingsveje). Men vi kom da frem og begyndte opstigningen, og op gik det! Vi blev bare ved med at køre opad til vi ikke kunne komme længere og vi endte da også ved borgen. Inden for murene fortsatte vi taktikken med at søge opad, her tog det dog lidt længere tid da vi blev forhindret af diverse butikker, både med det sædvanlige turistgejl, men også reelle butikker med lækre lokale eller mærke varer. Derudover ville børnene svært gerne ind på det torturmuseum der lå der, det blev dog udsat i første omgang. Sjovt nok lykkedes det os ikke at komme forbi en crepes bod. Det lykkedes os dog at nå toppen og dermed selve borgen, som vi selvfølgelig skulle ind og se. Den var forholdsvis ny, fra 1552, og dermed også ret velbevaret i forhold til hvad vi ellers har set. Udsigten til alle sider var virkelig helt fantastisk, med bjerg hele vejen rundt og Adriaterhavet ude i baggrunden. Man kunne også komme op i borgens tårn, det krævede bare at man kravlede op af en ret stejl trappe, hvor de øverste trin var metalbøjler hamret ind i muren hvor man samtidig kravlede gennem en smal loftlem. Det var kun Claus og Jeppe der kom derop, vi andre blev, selvopofrende som vi er, nede ved hunden;p På vej ned fra borgen rippede vi en turistbutik, det kan jo ske for selv den bedste… Så nu har drengene fået smart spejderbestik, Claus købt gaver med hjem og vi har fået det obligatoriske viskestykke til campingvognen. Pludselig fik børnene travlt, tænk hvis vi ikke nåede ned inden torturmuseet lukkede, det gjorde vi, der var 15 min til, så vi kom billigt ind – kun 17€… Museet var ikke stort, men instrumenterne var nu modbydelige nok, da vi nåede en sav der var blevet brugt til at save folk over med nedefra, så de levede til at opleve smerten, var Jeppes grænse nået. Claus meldte sig frivilligt til at gå ud med ham. De to store klarede at se det hele, men synes nu også det var vanvittigt hvad folk har kunnet finde på gennem tiden. Efter sådan en oplevelse var vi klar til aftensmad, hvor vi fik lækker hjemmelavet pasta og en is at gå ned til bilen på. Turen hjem gik hurtigt, med syng med sange på playlisten. Sjovt nok vil bagsædet kun Saras playliste – bare fordi vi har givet dem en lektion i musikhistorie med bohemian rhapsody…