05 aug, 2014
Køreturen til ioannina skulle blødes op med et gensyn med Edessa vandfaldet, efter at være kommet ud af de små veje rundt om campingpladsen, hvor der knapt var plads til en bil og var masser af dybe huller, til gengæld var der så slidt så dybe spor i belægningen at undervognen næsten stødte mod asfalten… Som bonus var der også en flok børn ude at lege på cykler, de ser det ikke som en naturlig ting at trække ind til siden eller undlade at parkere cyklen lige foran os. Charmen ved Grækenland ;p
På vej ind i byen lå der en Shell tank, perfekt, så kunne vi få tanket inden vi efterfølgende skulle tværs over fastlandet. Det kunne vi så ikke, for tankpasseren var øjensynligt i gang med at måle standen i tankene, på samme måde som vi andre tjekker olie på bilen… Da vi havde holdt der lidt og ventet og han ikke var kommet videre, bortset fra at have givet et par grækere skideballe for at køre derind, valgte vi at køre igen.
Belært af erfaringen fra sidst vi var i Edessa, valgte vi at parkere et stykke før vandfaldet og så gå det sidste stykke. Meget klogt valg, men ret omstændige at parallelparkere med campingvogn, bedre bliver det ikke, når det er midt i en gigantisk vandpyt og tasken med svømmefødder kaster op da hunden bliver lukket ud af bagagerummet, godt vi havde træktøjet fra campingvognen at stå på. Vandfaldet var stadig fantastisk, både Sara og Mikkel kunne huske det fra sidst vi var her, fra bilen fulgte vi et vandløb mod vandfaldet, der både blev studeret forfra, bagfra, oppefra og nedefra. På trods af akut mangel på kontanter fik vi skrabet mønter nok sammen til at komme ind i grotten bag vandfaldet også. Hende der tager mod betaling der (50 cent pr person) må have verdens mindst stressende job, hun sidder hele dagen og ser tv, sporadisk afbrudt af et par turister der betaler. Mikkel ville gerne vide hvilken slags sten der var i grotten, så vi spurgte hende, svaret lød stalakitter…. Så blev vi så kloge… På vej op fra vandfaldet mødte vi et skilt med krigsmuseum, så var Sara, Mikkel og Claus klar, så vi fulgte pilen og fandt en gammel vandmølle og masser af små vandfald, super hyggeligt, museet fandt vi ikke. I stedet satte vi jagten ind på en ATM, startende i nærheden af souvenirbutikkerne, der så måtte gennemtraves. Det viste sig at vi skulle op i byen, så vi vandrede af sted og fandt gågaden, der måtte da være en. Claus og Jeppe kom lidt foran. Tanja spurgte om vej, der var en lige skråt oppe af en sidevej, op og hæve penge, planen var så at sidde med en stor is, når de to andre kom tilbage, det gjorde de samtidig – og havde også fundet en. Vi fandt en isbod der også havde crepes, så kunne Claus få sådan en og vi andre en is. Derefter gik turen ud af byen til en vej vi havde glædet os til at køre igen.
Vi røg selvfølgelig en anden vej ud af byen, så vi ikke fik tanket, til gengæld kørte vi bag en bus, hvilket jo altid er rart, når vi kører ud af små veje, så ved vi da der er plads til os. Vi kom uden problemer ud på vores yndlingsmotorvej, der er stort set ingen biler, ingen afkørsler eller noget andet. Det der er mest af er broer og tunneller, den er bygget i ca 1 km højde og med jævne mellemrum står der et skilt med hvor mange millioner € EU har bevilget til vejen. Vi mødte også skilte med risiko for bjørne på vejen! Det var også på denne tur at vi blev færdig med vores Harry Potter lydbog, krise, den næste er ikke lagt ind på ipaden. Det viser sig dog at vi har den på seagaten, men så tager vi jo en af de tre pladser der er på den, så det må vi rode videre med på et andet tidspunkt, men der er godt nok langt hjem uden den næste Harry Potter.
Vel ankommet til ioannina, finder vi uden de store problemer ned til campingpladsen, altså borset fra at da der er et par hundrede meter tilbage siger GPSen drej til venstre og skiltene siger drej til højre… Vi vælger at følge skiltene og lander på en campingplads, vi er lidt i tvivl om det er den rigtigt og da vi spørger har han sådan et sjovt glimt i øjet da han svarer, så vi er stadig i tvivl… Vi finder en plads næsten ned til søen, der til vores store skuffelse ikke er egnet til at bade i, kommer hurtigt på plads og vandrer så op til den restaurant vi så på vejen ind i byen med roterende kyllinger. Der var ikke meget hygge, lige ud til den store vej, men maden og servicen var helt fantastisk, så vi fik et festmåltid og efterlod temmelig mange rester…
Søndag var udråbt til store oplevelsesdag, drypstenshule i middagssolen, dodoni oraklet om eftermiddagen og en tur i den gamle bydel incl. aftensmad om aftenen. Vi var dog lige nød til at sætte en vask over inden vi tog afsted, vaskemaskiner drillede og alle slappede af, børnene besluttede at det var tid til at bytte køjer, så der blev omrokeret til den helt store guldmedalje. Vi ville have spist frokost inden vi tog på tur, men biksen havde ingen brød og det havde vi heller ikke, så vi tøjrede hunden i skyggen under campingvognen og drog afsted og fandt selvfølgelig ikke noget hurtig frokost, så det endte med at vi fik en is på vej op til drypstenshulen, hvor der så var 20 min til næste tur. Så måtte vi jo kigge butikker, ioannina er kendt for sit sølvhåndværk, så Claus endte med at forære halskæder til pigerne.
Grotten var helt fantastisk, store haller og småbitte gange, vandløb og gigantiske stalagmitter. Den er 2 mio år gammel og blev fundet under 2. Verdenskrig, hvor de lokale søgte ly for bombardementerne. Der er også fundet et 100 år gammelt skelet af en bjørn derinde. Det er den drypstenshule i verden med flest stenarter i stalakitter og stalagmitter, der er hele 19 forskellige, ingen andre har mere end 10.
På vej hjem lykkedes det os at finde et købmand hvor vi kunne få toastbrød, så vi kunne få frokost. På campingpladsen var det også lykkedes vaskemaskinen at få vasket vores tøj, allerede i 3. forsøg… Vi var ret mættede efter besøget i grotten og klokken var så mange at det ikke var realistisk at dodoni oraklet stadig havde åbent, så børnene muntrede sig med Mikkels gummibåd langs søbredden og vi fik ringet til mormor og ønsket tillykke med fødselsdagen, indtil det blev tid til at tage ind til byen om aftenen. Da alle var trætte besluttede vi at tage bilen selvom der kun var små 2 km, det viste sig at være en dårlig ide! Da vi endelig havde fundet en parkeringsplads, i en eller anden lille bitte gade et stykke fra den gamle bydel og var ikke helt sikre på hvad vej vi skulle, da vi fandt noget vi genkendte, var det busstationen midt mellem campingpladsen og den gamle bydel…vi stødte hurtigt på den gamle bymur, som var kæmpe stor og meget tyk. Vi gik rundt langs med den for at finde det tårn vi havde set på afstand. Bag ved bymuren lå den gamle bydel med små tyrkisk inspirerede huse i snoede gader. Da vi mødte endnu en port ville vi gå ud og spise, men endte i stedet på et stort græsareal med en cafe og en katolsk kirke, hvor der var gudstjeneste med højtalere udenfor, så alle kunne høre med. Vi måtte tilbage hvor vi kom fra for at komme ud til restauranterne og kom gennem endnu en port, her lå søen til den gale side! Vi var rimelig lost. Efter et tjek på telefonens gps fandt vi ud af at den gamle bydel lå på en lille halvø ud i søen og vi var omme på den anden side af halvøen, stor var lettelsen og afsted vandrede vi gennem en enorm mængde barer og cafeer. Her fik vi så en foredrag af Mikkel om at stedet mindede om Jomfru Ane Gade…. Ude på den store vej fandt vi et sted med borde foran og kød på store roterende pinde, det snuppede vi. Da det ikke just lignede et sted med betjening, gik Tanja og Sara ind for at bestille, de talte bare ikke ret meget engelsk, hvorfor at vi pludselig stod midt i mellem 4-5 ansatte der talte indbyrdes. Til sidst lykkedes det dog at få dem forklaret at vi havde fundet et bord og bare gerne ville bestille, hvortil vi fik at vide at vi bare skulle gå ud og sætte os, så kom de.
Børnene ville gerne have pita, men det havde de ikke, de kunne istedet få græsk pie, Sara var frisk og ville prøve, vi andre ville bare dele to tallerkener med noget kød mm. Da maden kom fik Sara så det pita de alle 3 gerne ville have haft… Vi forsøgte at bestille et til Mikkel også, men uden held. På trods af vi var fire om to portioner kunne vi ikke spise op. Lige ved siden af vores bord var en af de utallige små kiosker der primært sælge tobak, så vi havde stor fornøjelse af at sidde i røgen fra ekspedienten. Man kan godt mærke på børnenes tolerance overfor rygere at de vokser op i et røgfrit miljø. Vi var så heldige at spise ud til den store vej, hvor vi var drejet fra da vi skulle parkere, så det lykkedes os at rekonstruere vejen ned til bilen uden problemer.