03 aug, 2014
Halkidiki halvøen
Vi trænger til at opleve, og vi har set hvad vi gerne vil på sirtonia halvøen, så i stedet for at køre til petralonagrotten og tessaloniki fra campingpladsen, der forøvrigt er den dyreste vi har været på, 53€ pr nat, vælger vi at køre op på halkidiki halvøen og finde en campingplads der.
På vejen tager vi i Petralonagrotten. Den er 10.000 m2 og først opdaget i 1959, da man udforskede den fandt man et 300.000 år gammelt kranie fra en neandertaler. Vi tager det lille tog fra parkeringspladsen og op til grotten, ikke fordi der er specielt langt at gå, men Jeppe er helt vild og middagssolen brænder. Selve grotten er stor og enormt flot, der er stalakitter og stalagmitter i massevis, vi finder både en cowboyhat, professor nidkjærs fingre og en del fallossymboler… Guiden taler både græsk og engelsk, men fortaler sig hele tiden i samtale med de grækere der går forrest, så vi bliver ikke specielt meget klogere af hendes rundvisning. På et tidspunkt er der en der spørger om hun vil gentage på engelsk, men det overhører hun… Bagefter går vi ind på museet og ser på alt det de har fundet af forskellige knoglerester, både fra bjørne, hyæner, mus, hjorte, løver, skildpadder, næsehorn, ulve, heste mm der er også udstillet alle de forskellige stenarter der er i grotten. Vi tager toget tilbage til hund og vogntog og så går turen ellers videre mod campingpladsen. Det sidste stykke vej af små hullede sommerhusveje.
Campingpladsen har til børnenes store begejstring både pizzaria og pool. Men er ellers det ringeste vi endnu har set. Alle toiletter er ‘hul i jorden’ toiletter, resten af faciliteterne er nu ok. Stranden er grumset og poolen er om muligt mere grumset. Man kan rent faktisk ikke se bunden af poolen, Claus går med børnene i første gang, han mener den er ca 30 grader… Om aftenen får vi ganske gode pizzaer og Jeppe får, for hele 1€, helaftens adgang til hoppeborg og minilegeområde, incl. barnepige… Det udløser nu visse problemer, en del af hoppeborgen er udstyret med sikkerhedsnet, hvilket Jeppe omhyggeligt forsøger at forklare grækerne skal være lukket. De mener det skal være åbent, da børnene jo ellers ikke kan komme ind og ud…. Men han får da brændt noget krudt af, han er gennemblødt af sved. Vi kommer i snak med to fyre, hvor den enes datter er kommet til skade, de viser sig at være svenskere med græske aner.
Næste formiddag er hele familien gået i stå. Vi har internet – i campingvognen. Efter frokost går turen til Tessaloniki. Vi finder et parkeringshus, hvor man afleverer nøglen og så parkerer de bilen. Det var Claus og børnene ikke helt trygge ved. Vi startede med at se agerius triumfbue, fra ca 330 f.kr. Lige ved siden af den lå Rotunden, en kirke der har skiftet mellem at være kirke og moske, alt efter om området var invaderet af tyrkerne eller ej. Den var desværre lukket, så den blev studeret udefra. Vi gik videre op mod Kastra, den gamle bydel i læ af den gamle bymur, der skulle være meget tyrkisk inspireret i byggestilen, på vejen stødte vi ind i en isbod, hvor vi fik de største is længe og så kunne Claus ovenikøbet få en pandekage med nutella. Kastra var lidt et flop, eller også er vores arkitektoniske viden for lille til at vi kunne se forskel. Det meste lignede betonslum og så med enkelte charmerende gamle bygninger ind i mellem. Vi ser en del herreløse hunde, hvilket er ret hårdt for Sara at se på, hun vil gerne redde dem alle. Tanja havde store problemer ned gennem byen, der var mange skjulte lysreguleringer hvor børnene pænt måtte gøre opmærksom på at der var rødt lys…
På vej ned mod havnen og det hvide tårn, møder vi flere rester af bymuren. Vi bliver overhalet af en mand med en kæmpe dobberman, imod ham kommer en mand med en lille pincher i dobberman farver, det ser sjovt ud, mændene kommenterer det og griner. Sara er sikker på at ham med den lille er ude og lufte kærestens hund:) mens vi går ned mod havnen tiltager de grå skyer og da vi skal over den sidste vej inden det hvide tårn begynder det at dryppe, vi er ikke superheldige med vejret i år, vi har haft overskyet flere gange.
Det hvide tårn hed oprindelig løvetårnet og var en del af noget forsvarsværk, det har også været fængsel og henrettelsessted under tyrkernes vælde, hvorfor det i en periode er blevet kaldt blodtårnet. Navnet det hvide tårn fik det, da en jødisk fange fik lovet sin frihed, hvis han kunne vaske det hvidt, det kunne han.
Vi må desværre ikke få hunden med op, heller ikke i bæretasken, så Tanja må blive nede med den. Børnene styrter opad, der er en vej op i bedste Rundetaarn stil. Op gennem tårnet kunne man se noget om at meget af byen havde været brændt ned i 1925, men det var svært at blive klogere, da alt stod på græsk. De de stod oppe i tårnet og kiggede ud begyndte det for alvor at regne, så de tog sig god tid. Da de kom ned igen var der ved at være mange mennesker samlet i indgangen, af uransagelige årsager var der ingen der gik ud. Bare fordi det stod ned i stænger og lynede og tordnede. Efter en halv times tid havde vi fået tiltusket os døråbningen og regnen begyndt at stilne af, så vi gav os til at studere logikken i trafiklyset, så vi kunne time vores løb fra tårnet over til fodgængerfeltet til at der ville være grønt når vi komme derover. På den anden side af fodgængerfeltet var der en kantina med en stor parasol udenfor, det var første mål. Vandet fossede igennem gaderne og vi forsøgte at ramme udenom de dybeste vandhuller. Derefter småløb vi gennem byen fra den ene parasol til den anden og fra udhæng til udhæng. Målet var at komme tilbage til bilen, med et lille stop i den biks der solgte pitabrød tæt ved parkeringshuset. Efter at have løbet lidt i ring og provianteret lækre græske kager til dessert når vi kom hjem, fandt vi småvåde frem og fik lækre pitabrød og super service på et trafikeret gadehjørne, man skal ikke lade sig snyde af udseendet;)
Turen hjem gik stille og roligt, børnene frøs, så de pakkede sig ind i et tæppe på bagsædet og vi skruede op for varmen til dem. På campingpladsen var Jeppe noget skuffet over at hoppeborgen ikke var åben, men efter en kage var han nu også klar til sengetid.
Lørdag morgen gjorde vi køreklar og hoppede en tur i vandet inden turen gik mod Ioannina.